Charly (1968)

Kejtet og lovligt teatralsk filmatisering af Daniel Keyes roman om den retarderede mand Charly, der bliver geni på lånt tid efter et operativt indgreb.

Præstation i den bedre ende
Cliff Robertson spiller sit livs rolle og modtog også en Oscar for sin præstation som Charly. I dag måske svært at finde de helt uovertræffelige kvaliteter i det sammensatte spil, men bestemt en præstation i den bedre ende.

Langt fra troværdig
Charlys forvandling fra dåre til dydsmønster er langt fra troværdig. Hertil er filmen i sin fortællestil alt for springende og utroværdig. Og først og fremmest kommer man slet ikke under huden på og ind i materien af de fatale psykologiske problematikker ved at drive en hjerne rundt i manegen for den rene videnskabs skyld.

Ubehjælpsomt
Filmens udtryk kan i dag malende betegnes som ubehjælpsomt, eller i hvert fald teknisk kejtet, med sine mange vilde zooms og uskarpheder som "raffinerede" virkemidler. I en sekvens, der skal koge Charlys "voksenpubertet" ned til halvandet minuts tour de force og spare værdifuld spilletid, præsenteres den sidste nye, hippe teknik med masser af split screens, der bliver kørt over af motorcykelrebellen med den nytilegnede intelligens. I dag den rene, charmerende kitsch.

Stift skuespil
Spillet er temmelig stift i de mange alvorsfulde stunder lige fra dåre-interaktion med pædagogiske øvelser til de tungt videnskabelige fagsprogsdialoger i professorsværvægtsklassen. Og i Ravi Shankars medfødt indisk-inspirerede musik, komplet med sitar-passager, finder vi en kilde til rendyrket misforstået stemningstapet, der peger i helt andre retninger end filmens etiske og moralske stordrama.