Charly (1968)

    En retarderet mand gennemgår en operation, der mirakuløst gør ham til et geni. Men den umiddelbare solstrålehistorie har en bagside.


    DÅREGENIET

    Kejtet og lovligt teatralsk filmatisering af Daniel Keyes roman om den retarderede mand Charly, der bliver geni på lånt tid efter et operativt indgreb.

    Præstation i den bedre ende
    Cliff Robertson spiller sit livs rolle og modtog også en Oscar for sin præstation som Charly. I dag måske svært at finde de helt uovertræffelige kvaliteter i det sammensatte spil, men bestemt en præstation i den bedre ende.

    Langt fra troværdig
    Charlys forvandling fra dåre til dydsmønster er langt fra troværdig. Hertil er filmen i sin fortællestil alt for springende og utroværdig. Og først og fremmest kommer man slet ikke under huden på og ind i materien af de fatale psykologiske problematikker ved at drive en hjerne rundt i manegen for den rene videnskabs skyld.

    Ubehjælpsomt
    Filmens udtryk kan i dag malende betegnes som ubehjælpsomt, eller i hvert fald teknisk kejtet, med sine mange vilde zooms og uskarpheder som "raffinerede" virkemidler. I en sekvens, der skal koge Charlys "voksenpubertet" ned til halvandet minuts tour de force og spare værdifuld spilletid, præsenteres den sidste nye, hippe teknik med masser af split screens, der bliver kørt over af motorcykelrebellen med den nytilegnede intelligens. I dag den rene, charmerende kitsch.

    Stift skuespil
    Spillet er temmelig stift i de mange alvorsfulde stunder lige fra dåre-interaktion med pædagogiske øvelser til de tungt videnskabelige fagsprogsdialoger i professorsværvægtsklassen. Og i Ravi Shankars medfødt indisk-inspirerede musik, komplet med sitar-passager, finder vi en kilde til rendyrket misforstået stemningstapet, der peger i helt andre retninger end filmens etiske og moralske stordrama.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1968, USA, Drama, Romantik, Science Fiction, 103 min.

    Dansk titel: Charly
    Instr: Ralph Nelson Prod: Ralph Nelson Manus: Stirling Silliphant Baseret på: roman af Daniel Keyes Foto: Arthur J. Ornitz Klip: Fredric Steinkamp Mus: Ravi Shankar
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • AA - Bedste skuespiller (Robertson)
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear Nomination
    • GG - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste skuespiller (Robertson)