American Gothic (1987)

Hvis du tror, du har set "det hele" i gysergenre-regi og endnu ikke har lagt vejen forbi Dirty Mary Crazy Larry (1974)-instruktør John Houghs britisk/canadiske "American Gothic", så er der guf på vej i din retning. For selvom fortællestilen og spillet ind imellem er lige i overkanten manieret, så er historien og præmissen bare sprødere end frisk mærkevareknækbrød.

Mildt sagt ingen helt almindelig familie

En gruppe unge venner er på vej på oplevelser i et lille vandfly, da de får motorproblemer. Derfor må de lande ved en lille klippeø og går snart på opdagelse i terrænet. Det viser sig, at der ligger et enkelt hus, hvor der bor en – mildt sagt – ikke helt almindelig familie.

Der stikker noget under...

Gæstfriheden er egentlig ok, på trods af at de bøvede unge er trådt ind i det private hjem og begyndt at rode rundt og pjatte i dén tro, at der ikke "var nogen hjemme". Men der stikker noget under i og omkring det yderst primitive hus, og det erfarer vores gruppe af rejsende for alvor, da de præsenteres for det ældre ægtepars "børn", der på trods af at være godt oppe i 50'erne alle agerer, som var de præteenagere. Og så er der "barnebarnet" !! – Filmens helt store wauw-effekt... og ikke noget for nybagte mødre.

Flere twists and turns

Der er flere twists and turns gemt i det spidsfindige manus – det mest markante er gemt til sidst i filmen, med stof til eftertanke midt i al den glade vanvid. Det er aparte, outreret, men også pænt æggende.

Fin indlevelse

Med troværdigt valgt udkantslocation og fin indlevelse i det skæve rollegalleri er production value egentlig sikret, blot havde det været ønskværdigt med færre ekstreme overdrivelser i de små detaljer i skuespillet... og mindre underlægningsmusik, selvom Alan Parkers toner er pænt komponeret og ofte i den mere behageligt afdæmpede skala.