Nobody (2021)

I lighed med Jaume Collet-Serras efterhånden talrige smådumme actionfilm med Liam Neeson i stort set alle hovedroller, præsenterer Ilya Naishuller her (indledningen?) på et action-samarbejde med Better Call Saul-stjernen Bob Odenkirk. Det, der i allerhøjeste grad minder om Collet-Serras film, er den næsten totale fravær af originalitet i manuskript, replikker og typegalleri.

Actionmæssigt velkoreograferet

Det er ellers teknisk nydeligt og actionmæssigt velkoreograferet, når Bob Odenkirks familiefar, Hutch Mansell, folder sig ud som enmandshær på en mission: Efter at hans kernefamilie er blevet truet på livet af to indbrudstyve, beslutter Hutch sig nemlig for hævn. Han skal lige tage tilløb, men så går det ellers løs! Og her kommer det også til at stå klart, at Hutchs fortid vist ikke har skortet på oplæring i både håndtering af guns, blankvåben og kampsport. Og det bliver helt nødvendige færdigheder, da det viser sig, at Hutch er kommet til at pille ved et hvepsebo ledet af alle tiders mest magtfulde russiske mafiaboss (har vi set dén før?)

Alle klichéer i brug

Alle klichéer er i brug... alle snotdumme replikker og tilsvarende typer (Connie Nielsen er næppe nogensinde set i så kedelig en birolle). Ikke en godt brugt tåbelighed forbliver uvendt i Ilya Naishullers skabelon-iscenesættelse, og langt det meste er tilmed serveret helt uden glimt i hverken øje eller øre. Også selvom brugen af Bob Odenkirk og hans potentielt medfølgende skæve charme vel i nogen grad er tænkt som en form for kant til idiotien.

Langt fra mindeværdig

Anslaget er sjovt. Actionsekvenserne dueligt fabrikeret. Men nogen mindeværdig filmoplevelse er "Nobody" på ingen måde. Tilplastret med uendelige mængder pop- og rocksange og David Buckleys kedelige, men så alt rigeligt støjende standard-underlægning, er stemningerne "sikret" fra ende til anden.