The House of the Devil (2009)

Genretalentet Ti Wests gyser-hyldest til 1980'erne skal selvfølgelig optages på 16mm, og tidsbilledet indrammes med de mest delikate detaljer. Således fremstår "The House of the Devil", der proklamerer et slægtsskab med virkelige hændelser, knivskarpt og stemningsfuldt.

Ukritisk studine

Universitetsstudinen Samantha står på tærsklen til at skulle flytte i eget hus, men har økonomiske problemer. Derfor reflekterer hun på en børnepasser-annonce og er ikke bleg for at troppe op på den fremmede adresse samme aften.

Ikke alt er, som det skal være...

Men her mærker hun hurtigt, at ikke alt er, som det skal være. Alligevel lader hun sig overtale til at tage tjansen, mens ægteparret Ulman er ude. Det skulle hun dog aldrig have gjort, som vi erfarer i filmens sidste, ærgerligt overtændt ubalancerede halve time.

Antyder, snarere end udpensler

Alt arbejdet med at skabe og indramme klaustrobisk fortættede gyserstemninger i det fremmede hus er dog ikke forgæves. Her lykkes Ti West forbilledligt i sit forehavende — mest ved at antyde, snarere end udpensle.

Klemt hovedrolle

Jocelin Donahue præsterer blændende i den klemte hovedrolle, der både fordrer udtalt naivitet og senere helt nødvendig snarrådighed. Tom Noonan og Mary Woronov har fine øjeblikke i spændingsopbygningen som det klamsvedt mærkværdige ægtepar Ulman.

To ansigter

Musikken af Jeff Grace har – ligesom filmen som helhed – to ansigter. Først det roligt afbalancerede og subtilt stemningsmættede, senere som ultimativt skinger hyperforstærkelse af det tiltagende outrerede klimaks.