Eaten Alive (1976)
En bestyrer af et nedslidt udkantshotel slår alle dem ihjel, der irriterer ham – og fodrer sin private sumpkrokodille med dem.
SYRETRIP MED KANT
Tobe Hoopers første film efter den (uventede) succes med b-gyseren The Texas Chain Saw Massacre (1974) går ad helt andre veje, selvom der også i instruktørens andet hug er tale om et smalt og uforudsigeligt gys.
Et gyseligt, nedslidt hotel
Langt ude i sumpene i det østlige Texas bestyrer en tydeligvis stærkt psykotisk mand et gyseligt, nedslidt hotel. Det er et under, at nogen kan have lyst til at overnatte her, men ikke desto mindre får hotellet gæster. De ved bare ikke, hvad de går ind til – før det er for sent.
Ikke bleg for at æde
I en sump helt op ad hotellets faldefærdige træskelet har bestyreren en kæmpe afrikansk krokodille svømmende. Og den er ikke bleg for at æde, hvad den nu bliver budt. Det skal vise sig, at den ikke går sulten til ro, for efter at have myrdet en række af sine gæster, kaster bestyreren dem ud i sumpen med et begejstret smil på læberne.
Syretrippets styrke
Egentligt hårrejsende uhyggelig er "Eaten Alive" langt fra. Filmen er hverken udtalt eksplicit eller pludseligt overraskende. Hvad der er syretrippets styrke er netop den kompromisløse grim- og grumhed, der vækkes til live gennem helt absurd aparte typer og en fortællestil, der er helt sin egen.
Ubestemmeligt tusmørke
Hele herligheden er filmet i et ubestemmeligt tusmørke, hvor sumptåger ofte udsletter dele af billedet. Læg hertil den særlige rødtone-belysning, der lægger næsten alle begivenhederne i et filter, hvor stemningen er en blanding af blod og red light district.
Emmer af bundløs vanvid
Det er ikke altid lige let at se, hvad der foregår, men det er meningen! Og i samspil med den groteske historie og de ofte tilfældigt aflirede replikker (særligt Neville Brands bestyrer er i topklasse), der emmer af bundløs vanvid, står "Eaten Alive" som et signifikant stop i Tobe Hoopers filmografi, selvom filmoplevelsen er alt andet end rytmisk.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1976, USA, Thriller, Gyser, Børn på film, Dyr på film, 91 min.
Dansk titel: Eaten Alive- Neville Brand (Judd)
- Mel Ferrer (Harvey Wood)
- Carolyn Jones (Miss Hattie)
- Marilyn Burns (Faye)
- William Finley (Roy)
- Robert Englund (Buck)
- Stuart Whitman (Sheriff Martin)
- Roberta Collins (Clara)
- Kyle Richards (Angie)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation