Perfect Prey (1998)

    En traumatiseret politikvinde hyres som led i et opklaringsarbejde, hvor en seriemorder ikke holder sig tilbage blandt kvinder.


    ANTIKVITETS-SERIEMORDEREN

    Habil tv-seriemorder-thriller, der i hvert fald sætter en effektivt klam præstation af David Keith i søen: Han er seriemorderen (og antikvitetshandleren) Dwayne Alan Clay, der har et svagt punkt for gamle dukker – og yngre kvinder, så længe han kan slå dem ihjel.

     

    Skovlen under morderen

    Kelly McGillis er den posttraumatiserede politikvinde Audrey Macleah. Hun er sendt på orlov, men hyres som en erfaren kraft i bestræbelserne på at få skovlen under morderen. Men det bliver ikke nogen let opgave, for sådan nogle seriemordere har det jo med at være åleglatte.

     

    Effektive stemningsbeskrivelser

    Manuskriptet svinger meget i kvalitet, det samme gør scenografien. Til gengæld er "Perfect Prey" ret så effektiv udi stemningsbeskrivelser af klamme situationer – især henimod slutningen, hvor en længere sekvens med bankende hjerte og lommelygte tilmed står helt nøgen uden musikunderlægning.

     

    Næsten over middel

    Rigtig pænt skuespil fra mange stærke kræfter bidrager til at sende dette tv-produkt næsten over middel. Men der er stadig for mange ufrivillige benspænd i både historiens afvikling og det teknisk mangelfulde.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1998, USA, Drama, Thriller, Seriemordere, 99 min.

    Dansk titel: Perfect Prey
    Instr: Howard McCain Prod: Denise Ballew, Glenn Greene, Charles R. Meeker Manus: Robert McDonnell Foto: David Aquino, Ed Talavera, Robert D. Tomer Klip: Hanneh Rudkilde Mus: Ennio Di Berardo