Mindhunters (2004)

    Som et led i deres træning skal en gruppe FBI-føl på udvidet kursus på en ø. Men snart står det klart, at der er en morder iblandt dem.


    OVERTÆNDT ACTION

    Siden den finske Hollywoodinstruktør Renny Harlin gav os fantastisk underholdende 90'er-filmoplevelser som Die Hard 2 (1990)Deep Blue Sea (1999) og ikke mindst Cliffhanger (1993), har der ikke været meget, det har været decideret værd at skrive hjem om.

     

    Teknisk duelig

    Men grundlæggende er stilen og den teknisk meget duelige formidling i hans senere værk den samme. Der mangler til gengæld gode manuskripter og tæft for besøgelsestid, og "Mindhunters" er et meget godt eksempel på, hvordan det hurtigt kører af sporet.

     

    Learning by doing

    En gruppe håbefulde FBI-aspiranter skal på udvidet learning by doing-kursus på en isoleret og øde ø, hvor alt er indrettet efter FBI-træningens ABC. Det virker æggende blandt mænd såvel som kvinder, men snart står det klart, at der må være en morder iblandt dem. I hvert fald dør den ene efter den anden, og drabsmetoderne er yderst kreative.

     

    Timet og tilrettelagt

    Det er ikke muligt at se, hvem morderen er. Alt omkring drabene er nemlig timet og tilrettelagt, så morderen ikke selv behøver vise ansigt. Men på et eller andet tidspunkt er han/hun vel nødt til at bekende kulør?

     

    Håb for en overlever

    Man kan sige, at skulle blot en af aspiranterne overleve, vil denne være yderst duelig udi at profilere en morder. Og det er netop, hvad FBI-føllene er ved at blive dygtigere i. Som såkaldte "mindhunters" ligger deres fremtid i den psykologiske afdeling.

     

    Ikke decideret bagudblæsende

    Overraskelsesmomenterne er mange filmen igennem – i hvert fald er de tiltænkt som wauw-effekter. Det er dog sjældent fordi, det føles decideret bagudblæsende originalt, og her tynger desuden en markant svulstig og hyperelektrisk fortællestil, der sjældent overlader ret meget til fantasien.

     

    Visuelt sitrende

    Visuelt sitrende og urolig og med et lyddesign til den ekstreme side, komplet med nærved konstant sansevoldtagende underlægningsmusik. Flere af mørkestemningerne (optaget i Holland i et reelt special-agent-træningsmiljø) står dog skarpt og smittende, og da først filmen har taget lidt form, begynder den at kaste blot en smule valuta af sig.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2004, USA, Krimi, Thriller, Gyser, Seriemordere, 106 min.

    Dansk titel: Mindhunters
    Instr: Renny Harlin Prod: Cary Brokaw, Akiva Goldsman, Robert F. Newmyer, Jeffrey Silver, Rebecca Spikings Manus: Kevin Brodbin Foto: Robert Gantz Klip: Neil Farrell, Paul Martin Smith Mus: Tuomas Kantelinen