Close (2022)

Det skal ikke være angsten for at dykke ned i de store emotionelle dybder, der trykker, når man sætter sig til rette med "Close". En film, der ikke sætter livets store temaer under en skæppe og som – næsten – kommer helt hudnært tæt på nærheden i den allerreneste form.

De bedste venner

Drengene Leo og Remi er i deres tidligste teenageår og er bedste venner. De skeler ikke nødvendigvis til, at de også rent fysisk er ret tætte, og at der måske er en form for tiltrækning, der rækker ud over venskabets uskyld.

Den farlige antydning

Men det bliver pludselig et tema, da et par af klassekammeraterne "foreslår", at drengene kunne være homoseksuelle. Herefter begynder tingene at glide lidt, særligt for Leo, der er bange for associationen og antydningerne og derfor tager afstand fra Remi. Noget, Remi har meget svært ved at takle.

Psykologisk tæft

Instruktør Lukas Dhont træder ind i de to drengeskuespilleres verden med stor psykologisk tæft. Det er lykkedes ham at opnå den helt nødvendige fortrolighed, så formidlingen af drengenes store følelser kommer indefra – uden nogen former for forstillelse. Det er "Close"s største bedrift.

Subtile detaljer

Sekundært, men nok så vigtigt, læner dramaet sig ind i en fortællestil, der fremmer forståelsen gennem subtile detaljer og ikke gennem hverken store armbevægelser eller forklarende twists, turns og dialoger.

De dybe åndedrag

Det meste er på de dybe åndedrags og blikkes æteriske præmisser. Antydningens kunst og dennes medfødt æggende, inciterende og uophørligt perspektiverende natur lyner i øjnene: På drengene, på filmen.

Bratte klip

Mere problematisk, og en anelse selvmodsigende i forhold til temaerne i historien, er de helt tydeligt bevidst bratte klip fra ekstreme dybder – i tilsvarende bundløs filmisk stilhed, hvor hjertet kan høres hamre i eget bryst – til Leos "selv-tvungne" ishockey-spil, der pumper lidt testosteron ind i drengedramaet.

Livet, døden og det midt imellem

Hermed mistes den direkte linje til livet, døden og det midt imellem. Den sikre vej mod det stof, 7-stjerners film ellers er gjort af. Samtidig ærgrer brugen af Valentin Hadjadjs underlægningsmusik, selvom den langt fra er overpøsende. Men musikken er i bedste fald ordinær, også når den forsøges anvendt som "klassisk musik" som en del af handlingen til Remis i øvrigt rørende gestaltede obospil.