Stuart Little (1999)

    Familien Little adopterer en talende lille hvid mus som "bror" til drengen George. Men husets kat er ikke tilfreds.


    MUS PÅ ET VARMT BLIKTAG

    Sammenhængende film:

    Stuart Little (1999)

    Stuart Little 2 (2002)

     

    Ikke decideret glansbillede-sakkarinsødt, men alligevel meget børne- og familie-pyssenysset serveres her muse-levendegørelseses-komedien "Stuart Little". Drengen George skal have en bror, så forældrene adopterer... en mus!

     

    Kræver sin mus

    Musen Stuart kan tale, gå på to ben, køre legetøjsbil og er i det hele taget både djærv, velklædt og kreativ. Men det kræver sin mus både at blive accepteret af storebrormand George – og at undgå at blive ædt af husets kat, Snowbell.

     

    Fantasien lever

    Det er ikke ueffent, og fantasien lever, så børnene jubler. Filmen blev Oscar-nomineret for sine visuelle effekter, og der er da også ret høj score på troværdighedsbarometeret, når det kommer til "mus i eget hus"-miniaturerne.

     

    Stift og tegneserieagtigt

    Skuespillet går hånd i hånd med hele produktionsdesignet: Det hele er (bevidst) lidt stift og tegneserieagtigt, og scenografien er som taget ud af et pastelfarvet farveprøvekatalog, ofte billigt udseende.

     

    Sort/hvidt udmejslet

    Helt efter bogen er eventyret nærmest konstant underlagt Alan Silvestris "familievenlige" underlægningsmusik, der forvrider de i forvejen meget sort/hvidt udmejslede stereotyper til ukendelighed.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024