Auto Focus (2002)

Paul Schrader sætter her det virkelige livs tv-skuespiller Bob Crane (1928-1978) i svingninger. Crane var succesrig især i 1960'erne og 1970'erne, bl.a. med tv-serien "Hogan's Heroes", men når han ikke var på optagelser, dyrkede han en manisk besættelse af damer. Og de kom velvilligt til kendissen, der sammen med vennen John Henry Carpenter fik dem med hjem i privaten og efterhånden også filmede herlighederne med den nyeste hjemmevideo-teknologi.

Et dobbeltliv

Kane klarer skærene længe, altså dem med at leve et dobbeltliv med kernefamilie og ved siden af dyrke uhæmmet sex med et utal af kvinder. Men der kommer et tidspunkt, hvor det hele tager overhånd, og så er der ikke rigtig nogen til at gribe den udskejende skuespiller.

Fuld af fremdrift

Fortalt i en enkel, lineær og underholdende stil er "Auto Focus" et biografisk drama fuld af fremdrift. Ikke mindst takket være to sprudlende præstationer af Greg Kinnear og Willem Dafoe som hhv. Bob og John. En komisk undertone er egentlig herskende langt ind i fortællingen, men det hele er ramme alvor – det er bare vores hovedpersoner, der er så (ufrivilligt) latervækkende, at det bringer smilene frem.

For få pauser

På lydsiden bombarderer en nærved endeløs række tidstypiske popsange, og det er reelt først henimod slutningen, at Angelo Badalamentis sørgmodige underlægningsmusik træder i karakter. Faktum er desværre bare, at der er for få pauser fra det stemningsdikterende lydbillede.

Farvestrålende

Den farvestrålende historie, der udvikler sig til en krimi, ser sig aldrig tilbage. Det er et stort plus for underholdningsværdien, til gengæld er stilen i lange perioder lige i overkanten af trykkoger-niveauet, hvilket kan virke en kende trættende i længden.