Orca (1977)

Ovenpå hajgysersuccesen med Jaws (1975) to år tidligere fik den italienske producer Luciano Vincenzione den "glimragende" idé at finde et endnu større havpattedyr og tildele det hovedrollen i en slags overdrive til hajtænderne. Således blev "Orca" født, hvori et par spækhuggere bliver ufrivillige protagonister i en storfilm, der i øvrigt floppede.

Bidt af en gal idé

Richard Harris' hajjæger Captain Nolan bliver bidt af en gal idé om at fange en spækhugger levende. Men da det endelig lykkes ham at få en på krogen, går meget galt, og hvalen dør af sine kvæstelser. Først herefter starter helvede på hav og jord for Nolan, for hvalens familie har ikke tænkt sig at ligge på den lade side op mod bølgerne – de vil have hævn!

Visuelt flot

"Orca" er visuelt flot i sine widescreen-lækre indfangelser af kampen mellem pattedyr af divergerende størrelse. Her hjælper fine locations og veludrustet (undervands)fotografering, men så løber hvalgyseren også tør for kvaliteter.

Lalleglad Harris

Plottets udviklinger og de skuespillere, der skal agere i dem, er helt igennem ynkelige. Det bliver tidligt tydeligt, men tager til i styrke hen imod det fuldkommen uundgåeligt outrerede klimaks. Særligt Richard Harris falder igennem i en mærkværdigt lalleglad hovedrollepræstation, men også Charlotte Rampling er håbløs (fejlcastet) i en konstant surmopset – og dog vistnok alligevel småforelsket – birolle.

Ikke mange toner uvendte

Ennio Morricones kedelige underlægningsmusik lader ikke mange toner uvendte og "smelter sammen" med de skrigende hvalers klage- og hævnsange. Det er ikke i nærheden af at være kønt, hvilket man også kan sige om filmens miniaturemodeller og medfølgende fimsede rekvisitter.