Alone (2020)

Det er ikke fordi, udgangspunktet er hverken originalt eller nytænkende. Men eksekveringen af denne velkendte katten-efter-musen-thriller sidder bare ret tæt på bull's-eye. "Alone" leverer en uhygge, der går under huden og som lukrerer på en begavet inddragelse af den vilde naturs egne virkemidler.

En ny start

Den unge kvinde Jessica har netop besluttet af flytte fra hjemmet i byen. Hun er for nylig blevet enke og har brug for en ny start. Med en trailer spændt efter sin lysegule Volvo 240 herregårdsvogn automatic kører hun ad smukke skov- og bjergveje mod et nyt sted.

På de øde landeveje

Men derude på de meget øde landeveje bliver hun bremset af en særdeles langsomtkørende Jeep. Da hun endelig får chancen for at overhale, gasser manden bag rattet op. Senere støder de to på hinanden på en tankstation, og han lader til oprigtigt at undskylde sin opførsel.

Ren overflade

Men det skal – som ventet – vise sig at være ren overflade. Den smilende mand med de meget store briller er nemlig alt andet end venlig, og snart er Jessica fanget i mandens skovhytte-kælder. Da det med en god portion snarrådighed lykkes hende at stikke af, starter en vanvittig nervepirrende flugt gennem enorme skovområder.

Lyddesign på naturens præmisser

Hvis vi ser bort fra en musikudspartling, der er lige i overkanten, lykkes "Alone" flot med at forme et lyddesign på den vilde naturs egne præmisser. Masser af  – ganske vist forstærkede – regn-, torden-, blæst- og fuglelyde sætter rammen (eksekveret til tårevædet perfektion under slutteksterne.)

Jerngrebs-spænding

Men ellers er det bare jerngrebs-spændingen, der fungerer optimalt fra ende til anden. Det er svært ikke at blive grebet af den helt universelle kamp/flugt-stemning, når den er så gedigent veltimet og veldoseret og i øvrigt stråler dybt troværdigt ud af Jules Wilcox og Marc Menchacas dygtige spil.