Min kone er uskyldig (1950)

Forsiden af filmprogrammet til Johan Jacobsens ’Min kone er uskyldig’ fra 1950 prydes af et – for datidens danske film – over gennemsnitligt lidenskabeligt kys. Bodil Kjer er endda den aktive øverst, og Poul Reichhardt er den glade modtager, der af lyst er tvunget ned i sengedyndet. "Et lystspil om livet – som det ikke bør leves," står der under billedet.

Venligt modtaget på Berlinalen
Filmen blev venligt modtaget på den første internationale filmfestival i Berlin. Festival-storbyen lå stadig i ruiner efter 2. verdenskrig, og Jacobsen-komedien vakte ifølge dagspressen munterhed blandt publikum. Det er da også en ualmindelig veloplagt komedie, Jacobsen har fået strikket sammen. I et dejligt letløbende internationalt snit, der kan forstås af alle.

Veloplagt... og overstadig
Desværre er filmen ligeså overstadig, som den er veloplagt, og det ærgrer med de let hysteriske retninger, udviklingerne tager i selskab med velspillende stjerner i kyndige hænder. Der bliver tendenser i retning af ren farce og lagkagekomik, og det overfladiske stryger så at sige hen over dén fine overflade, som Johan Jacobsen ellers har poleret til os.

Stor frustration
Poul Reichhardts arkitekt Frederik Lund og hans kone, Bodil Kjers Betty, opdager til stor frustration, at den økonomiske situation på hjemmefronten er mere end trængt. Men så kommer de – lidt ud af den blå luft – på den idé, at Frederik jo bare kan "dø", så Betty kan får udbetalt livsforsikringen på 200.000 kr.

Jalousiens tåger
Således går Frederik "bort" og fordufter til Norge. Efter et stykke tid drives han imidlertid hjem mod Danmark af jalousiens tåger, og han udgiver sig for at være Frederiks tvillingebror, Claus, der til daglig bor i Chile.

Ind- og udviklinger
På trods af den alt andet end fremmedartede væremåde hopper alle omkring Frederik/Claus i med samlede ben, inklusive Betty, og der skal løbe mange ind- og udviklinger gennem historien, før sandheden om den sande (dobbelt)identitet endelig bliver afsløret.

Farcehumor
Dette forvekslingskomiske indslag fungerer ikke gnidningsfrit, og tilskueren skal være mere end almindeligt tilbøjelig til farcehumor for at købe præmissen, hvor veloplagt, den end måtte være formidlet.

Skøre påfund
Poul Reichhardt forfalder uheldigvis i samme ombæring til et hyperaktivt overspil, der ikke klæder de skøre dobbeltpersonlige påfund. Hvad der fungerer langt bedre er filmens indledende kærlighedskrumspring: Særligt de første scener, hvor Reichhardt/Kjer nusser og kommer på sære idéer.

Strejf af det vovede
Her er der også strejf af det vovede, hvad der jo blev lidt af et "varemærke" for Johan Jacobsen. De omtalte dybe kys flankeres senere i filmen desuden af et kort glimt af Poul Reichhardts bare mås, ligesom en norsk massagepige med bar ryg er tæt på at vise babs og nutte i sine heftige krumspring.

Nuanceret præstation
Klart bedst i filmen er Bodil Kjer i en af karrierens mest nuancerede og afdæmpede præstationer, fuld af indlevelse og udstråling. Det mærkes også, at birollespillerne stortrives i Johan Jacobsens iscenesættelse, men den helt store gennemslagskraft udebliver.

Frisk musik
Kai Normann Andersen og Kai Møller har i fællesskab begået en frisk underlægningsmusik, der desværre også i mange scener stjæler billedet i alt for høj grad. Pressen skrev meget blandet: "Vellykket dansk lystspil", "Tynd – men let og elegant à la Hollywood", "En nitte" og "Saadan skal det gøres!"