I Saw the Devil (2010)

Seriemorder-fortællingen er langt fra kun et amerikansk forehavende, og her er sydkoreanske Jee-woon Kim, der tre år senere gav den vellykket actiongas med Arnold Schwarzenegger i The Last Stand (2013), fuld at idé og farve i sit stort opslåede portræt af hævntogtet uden filter.

Både en styrke og en svaghed

"I Saw the Devil", der blev et kæmpehit i hjemlandet, sætter ingenlunde sit lys under en skæppe. Og det er både filmens styrke og svaghed. Lagt i hænderne på en mindre svulstigt tænkende fortæller –og skåret en halv time i længden – kunne dette seriemorder-epos have stået fænomenalt stærkt, men sådan skulle det ikke være.

Bestialsk seriemorder

Den hemmelige agent Soo-hyeon er netop på vej på en ny opgave, da han – for sidste gang, skal det vise sig – taler med sin kæreste. Øjeblikket efter bliver hun nemlig næste offer for den bestialske seriemorder, Jang Kyung-chul, der, forklædt som skoletaxachauffør, ikke viger tilbage for endnu et mord.

Lidelse som mål

Ikke længe herefter finder Soo-hyeon frem til, at det med al sandsynlighed er Jang, der er gerningsmanden, og Soo-hyeon begynder nu et hævntogt fuldstændig uden filter og sidestykke. Planen er, at seriemorderen skal lide så meget som overhovedet muligt – og helst langt mere end kæresten gjorde.

Ofte vulgært overdrevet

Fortællestilen er ofte vulgært overdrevet, hvilket har sine forcer i skildringen af den alt andet end menneskelige grundsubstans. Således står det "forførende frastødende" knivskarpt. Det vedbliver at fascinere, når mørkeverdener skal skildres på film.

Undergravende virkning

Men det overdrevne har bestemt også en undergravende virkning: Musikken er en serial killer i sig selv og efterlader i sig selv bedømmelsen en stjerne fattigere. Flere biroller falder igennem med teatralsk overspil. Til gengæld gør Choi Min-sik en blændende figur som den fuldbyrdede ondskab.