Session 9 (2001)

Her fik filmholdet en helt unik location forærende: Da "Session 9" blev indspillet lige efter årtusindskiftet, stod Danvers State Hospital i Massachusetts i forfald, efter at det endegyldigt blev forladt en del år forinden.

Sagn-, myte- og frygtomspundet

Sindssygehospitalet, der blev grundlagt i 1878, udgør således en virkelighedens sagn-, myte- og frygtomspundet kulisse, hvis decideret isnende uhygge står malet i facader, smadrede vinduer, blafrende gardinlaser og – ikke mindst – kulsorte, fugtige og endeløse tunnelsystemer dybt nede under jorden.

Alt ånder fred og idyl...

Det er dette bagtæppe, vores lille sjak af asbestsaneringseksperter arbejder på. Og til at begynde med ånder næsten alt fred og idyl. Men det ændrer sig, da sjakket arbejder sig lidt dybere ind i bygningerne og begynder at kradse i facaden...

Det ekstreme overdrev

Lokaliteterne, der siden blev delvist nedrevet og moderniseret til andre formål, er filmens absolutte nerve, og det er ud af dette virkelige gys, filmen vinder terræn. Desværre er der langt mindre "ledelse" over både historie og fortællestil: "Session 9" viser tidligt tegn på at ville ud ad det lidt for ekstreme overdrev.

En række slagsider

Det giver en række slagsider, der samtidig medvirker, at bygnings-gyset ikke kan gå langt så effektivt under huden, som hvis instruktør Brad Andersons eget koskrevne manus havde været lagt i kyndigere iscenesættelse.

Frygt og afmagt

Meget af overstyringen (der bl.a. kommer til udtryk i en frygteligt anmassende, "trendy" underlægningsmusik og en hel del alt for flagrende visuelle virkemidler) kompenseres dog af virkelig dueligt skuespil – særligt formidles frygt og afmagt forbilledligt i biroller af Josh Lucas og Brendan Sexton III, sidstnævnte med en ekstrem skræk for mørke... og den sættes virkelig på en hård prøve.