Death Line (1972)

At der er mere mellem himmel, jord og murbrokker i Londons undergrund erfarer Scotland Yard først for alvor, da en politker forsvinder sporløst. Det begynder at gå op for dem, at han er forsvundet fra samme station som talrige andre savnede personer...

Med i dybet

Uhyggen kommer lidt som en overraskelse i denne britiske subway horror flick. Der går nemlig lang tid med "snak og pjat" på overfladen, før vi bringes med ned i dybet – ind bag undergrundsbanestationens alt andet lige pæne facade.

Hengemte lommer

I hengemte lommer af undergrunden, mellem buede tunneller og bjerge af lig, findes sandheden, og den kommer med en eftersmag, som det ikke lige er til at ryste af sig. Her "hersker" en navnløs mand uden sprog og så hærget af manglende lys og indtryk udefra, at han både har pest, kolera og kopper... Mindst!

Krybende klamhed

De lækkert belyste og krybende klamme sekvenser i dybet er filmens markante force. Ikke mindst fordi der hér arbejdes begavet med lyden – musikken udelades og dybets egne lyde får lov til at understøtte den allerede stikkende gåsehud.

Muligvis 70'ernes mest frastødende

Men det er også her vi finder filmens absolut mest formiddable præstation i Hugh Armstrongs portræt af den muligvis mest frastødende seriemorder, 1970'erne har kunnet byde på på film.

Lidt for overstadig

Politiet og de helt almindelige sagesløse mennesker oppe på overfladen er præget af spil på mindre gennemslagskraftige parametre: Donald Pleasence er lidt for overstadig som chefbetjenten – og Christopher Lee optræder kun i et minut i en enkelt scene i en helt anonym rolle som MI5-agent.