Amityville 1992: It's About Time (1992)

Sammenhængende film:

The Amityville Horror (1979)

Amityville II: The Possession (1982)

Amityville 3-D (1983)

Amityville Horror: The Evil Escapes (1989)

The Amityville Curse (1990)

Amityville 1992: It's About Time (1992)

Som Henry W. Longfellow engang sagde: "Alle ting kommer til dem, der venter"... Vi skal frem til film nr. 6 i "Amityville"-serien, før vi støder på denne direkte-til-video-outsider, der har det meste af det, som mange af forgængerne kun kunne byde på drypvis – også de første tre, der udgør biografkernen og dem, der tages seriøst.

Fokus på tid

Og det er meget passende med vente-citatet, nu hvor vi har en film med fokus på tid: "It's About Time," som en del af titlen lyder. Familiefar Jacob Sterling bringer et mystisk stort ur med hjem til stuen. Det er højlydt og fylder i det hele taget meget... i åndelig betydning. Og det viser sig da også, at uret bærer på dæmoner, der stammer fra det besastte hus i Amityville.

Skæv og opfindsom historie

Her er endelig en skæv og opfindsom historie i Amityville-regi, der går hånd i hånd med stor skuespillerindlevelse, en scenografi og visuelle effekter præget af simple, men holdbare løsninger og masser af pudsigheder, der falder som skønne overraskelser. Det er ærlig talt svært forfriskende i rækken af tørt og idéforladt serverede film.

Betændt væskende

Stephen Macht er skøn som den tiltagende maniske arkitekt, hvis hundebidsår på låret efterhånden er så betændt væskende, at det næsten kan gå selv. Kæresten Andrea, spillet af en meget dynamisk og handlekraftig Shawn Weatherly, forsøger desperat at holde ham i skak – samtidig med at de to teenage-delebørn volder hende en del kvaler. Og her tager Magen Ward i dén grad kegler som Lisa, der undervejs forvandler sig fra pæn pige til kompromisløst sexmonster... Uret må have været på spil!

Trøstesløs typevilla

Daniels Lichts musik får ikke for lidt på alle stemningsknapper undervejs, men langt fra ligeså anmassende som især i de fire første film. Fotograf Christopher Taylor lykkes flot med at indfange de mange skæve stemninger i den trøstesløse typevilla, som produktionsdesigneren og instruktøren i øvrigt helt bevidst har gjort så steril og kønsløs som overhovedet mulig.