Matar a la bestia (2021)

    17-årige Emilia ankommer til en lille by på grænsen mellem Brasilien og Argentina i håb om at opspore sin bror, som hun ikke har talt med siden morens død.


    ÆGGENDE MYSTIK

    Instruktørdebuterende Agustina San Martín serverer her et alternativt coming of age-drama, der blander både genre og humør, så det ind imellem tager jord med. Grænserne mellem fantasi og virkelighed kan vise sig at være udflydende, ligesom seksualiteten hos vores 17-årige hovedperson, Emilia.

     

    Ingen hjertelig velkomst

    Emilia ankommer til en lille by på grænsen mellem Brasilien og Argentina i håb om at opspore sin bror, som hun ikke har talt med siden morens død. Da hun ankommer til mosterens pensionat, er velkomsten ikke ligefrem præget af det hjertelige.

     

    Påfaldende afvisende

    Faktisk er alle de fastboende påfaldende afvisende, da Emilia beder om hjælp til at opspore sin bror. De tror, at en ond mand, der kan forvandle sig til forskellige dyr, gemmer sig i den jungle, der vokser hele vejen rundt om landsbyen, og at ingen kvinde kan vide sig sikker, så længe den onde mand er på fri fod.

     

    Markant æggende

    Mystikken og uroen er markant æggende i en fortælling, der i vid udstrækning lader sig inspirere af sine smukke og tilsvarende mystificerende naturomgivelser. I hvert fald, så længe inspirationen også står rent og skarpt i filmens udtryk.

     

    Fokus i nærheden

    Og det gør den i sit fokus på nærheden i Emilias personlige rejse: Den spirende seksuelle opvågning – og hendes (ufrugtbare) forsøg på at afdække landsbyens hemmeligheder og finde frem til sin bror – emmer af indlevelse og engagement.

     

    Strejf af det gotiske

    Der er både strejf af det gotiske og af en magisk realisme i Agusta San Martíns særprægede fortælling. Holdt i en stram og kompakt ramme får dyret (monstret) ikke lov til at vokse sig større, end antydningernes kunst – og områdets overtro – tillader.

     

    Mystikken i det afdæmpede

    Mystikken lever i bedste velgående i det afdæmpede og behøver ingen brovtende virkemidler for at brænde stærkt igennem. Når dyret brøler et sted derude i mørket, er det mere end nok til at få hårene til at rejse sig – også selvom det muligvis kun er den lokale malkeko, vi hører.

     

    Pirringen bliver for anmassende

    Men der er perioder, hvor pirringen bliver lidt for anmassende og symbolikken for tyk – og det kommer gerne med et udvidet lydbillede, hvor musikken tager styringen.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2021, Argentina, Drama, Mystik, Fantasi, Homoseksuelt tema, Bjerge på film, Teenagere, Coming of Age, 79 min.

    Dansk titel: To Kill the Beast
    Instr: Agustina San Martín Prod: Diego Amson, Lucila de Arizmendi Manus: Agustina San Martín Foto: Constanza Sandoval Klip: Hernán Fernández, Ana Godoy Mus: O Grivo
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation