Amityville 3-D (1983)

    En journalist nægter at tro på, at hans nye hus er besat af onde ånder. Men han bliver klogere – på den hårde måde.


    3'ER MED FREMDRIFT

    Sammenhængende film:

    The Amityville Horror (1979)

    Amityville II: The Possession (1982)

    Amityville 3-D (1983)

    Amityville Horror: The Evil Escapes (1989)

    The Amityville Curse (1990)

    Amityville 1992: It's About Time (1992)

     

    Ironisk nok er den generelt dårligst bedømte af de tre første film i "Amityville"-franchisen lige ved at være den bedste. Her filmede man til charmerende 80'er-3-D-effekter, og så er det nærliggende at tro, at alt gik op i hat og briller.

     

    Konkret og charmerende

    Men faktisk har "Amityville 3-D" den mest direkte, konkrete og tilmed humoristisk-distancerende og charmerende historie blandt de tre første film, og det smitter helt tydeligt af på både skuespillet og den generelle stemning, der er pænt sprudlende.

     

    Kælderdæmonerne rører på sig

    Journalisten John Baxter synes, at det dér med et dæmoniseret hus er noget pjat, så han er ikke bleg for at købe det og flytte ind i det med konen Nancy. Men måske er der alligevel noget om snakken? I hvert fald må John snart se sig alvorligt ude at skide, idet kælderdæmonerne begynder at røre på sig.

     

    Fantasien lever

    Fantasien lever i filmens lette afvikling, også selvom manus bestemt ikke hører til i den tunge ende. Replikker og situationer falder bare mere naturligt og mindre tynget af den ellers ret selvhøjtidelige eksorcisme- og dæmoniverden, der prægede de to første film i serien.

     

    Spøjse 3D-effekter

    Hen imod slutningen tabes en del af den gode opbygning dog på gulvet, men det ændrer ikke ved filmens generelle friskhed og de spøjse 3D-effekter (hvoraf en lille håndfuld er virkelig opfindsomme.) En meget ung Meg Ryan optræder i en mindre og selvsikker birolle.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1983, USA, Gyser, Thriller, Teenagere, Fantasi, 105 min.

    Dansk titel: Helvedeshuset 3-D
    Instr: Richard Fleischer Prod: Stephen F. Kesten Manus: David Ambrose Foto: Fred Schuler Klip: Frank J. Urioste Mus: Howard Blake