Amityville II: The Possession (1982)

Sammenhængende film:

The Amityville Horror (1979)

Amityville II: The Possession (1982)

Amityville 3-D (1983)

Amityville Horror: The Evil Escapes (1989)

The Amityville Curse (1990)

Amityville 1992: It's About Time (1992)

Visuelt meget overbevisende og i besiddelse af en lille håndfuld habilt timede gys. Det er i det store og hele, hvad der er af godt at sige om denne manuskriptmæssigt udtværede og periodisk decideret jamerligt spillede opfølger til den første "Amityville"-gyser.

En dæmon i kroppen

Denne gang køber en ny lille kernefamilie det spøgelsesplagede hus i Amityville. Som om de ikke havde problemer nok i forvejen... Faren slår, og moren skriger. Nu har teenagesønnike også snart en ond dæmon i sin krop, og dén fortæller ham alt det onde, han skal gøre mod sin familie.

Eksplicit i sin seksuelle dialog

Når dæmonen rigtig slikker sig om munden og bliver ekstra slibrig, sørger den for, at teenageren forfører sin egen barely legal-søster i en klamsvedt mindeværdig incestscene. I det hele taget er filmen ret eksplicit i sin seksuelle dialog, hvilket ikke var hverdagskost her i begyndelsen af 1980'erne.

Teknisk elegance

Cheffotograf Franco Di Giacomo leverer varen i teknisk elegante og silkeblødt kærtegnende billeder, også når bølgerne går højt, og dæmonien tager over. Men hvor billederne i vid udstrækning bevarer roen, forholder det sig anderledes blandt skuespillerne.

Decideret rædsom

Rutanya Alda er decideret rædsomt overspillende som moren, der tilsyneladende kun kan skrige og spile øjnene helt op. Burt Young er mest af alt ufrivilligt komisk i sin dårligt ramte dysfunktionelle fartype. Så er der langt mere gnist over James Olsons præst, der – forgæves – forsøger at få skovlen under djævlen, ligesom Diane Franklin er rigtig god som søsteren, der forføres... i mere end én forstand.

Subtile toner

Lalo Schiftin skrev igen musikken. Senere i serien tog andre over. Hans toner er stadig velkomponerede og faktisk en smule mere subtile og nedtonede i forhold til første film, men i det totale lydbillede er der alt, alt for meget musik.