They Live (1988)

John Carpenters kreative omdrejningstæller nærmer sig bunden af det røde felt, når han her filmatiserer Ray Nelsons novelle "Eight O'Clock in the Morning". Som altid hos Carpenter er der tale om filmfortælling i en spraglet idérigdom, som man ind imellem gerne havde set en anelse bedre tøjlet. Men som man også knuselsker for sin kompromisløshed og alternative tilgang til filmmediets grænser.

Nye dimensioner

Roddy Pipers rodløse Nada er netop kommet slentrende ind i storbyen iført lyse denims og stor rygsæk. Han tager et sommerjob med hårdt fysisk arbejde. Ved et tilfælde får han indblik i, at der foregår noget råddent bag dørene i en nærliggende frikirke. Men det er først, da Nada finder en kasse med solbriller, at verden begynder at åbne for nye dimensioner.

Ansigtsløse aliens

Med solbrillerne på kan Roddy nemlig se en parallelverden, der er præget af hjernevaskende budskaber på alverdens skilte, og hvor flere af de forbipasserende ligner ansigtsløse aliens fra det ydre rum. Ikke noget at sige til, at Nada er ved at falde bagover. Men hvordan kommer han nærmere en sandhed om, hvad der ligger bag? Den nye kollega Frank vil ikke høre på ham – i hvert fald ikke før, det er lykkedes Nada at tvinge et par solbriller på ham... i øvrigt efter en langstrakt og yderst underholdende slåskampsscene i en storbygyde.

Tiltagende betændt ekstrem-univers

"They Live" er elegant i sit anslag og sin åbning, hvor mystikken endnu er lurende og ukonkret. Og det lykkes også Carpenter at fastholde elegancen gennem det tiltagende betændte ekstrem-univers, selvom kæden ikke holdes helt stram. Hertil bliver tonen i både visuel stil og ikke mindst lydbillede alt for anmassende – særligt er Carpenters egen messende-repeterende underlægning outreret overanvendt.

Firskåren hovedrolle

Den professionelle wrestler Roddy Piper var her gået skuespillervejen og fik en firskåren hovedrolle, som han udfylder meget troværdigt. Dialogen er yderst knap, men den hårdtpumpede krop og tilsvarende indebrændte mimik trænger virkelig igennem. I mindre roller er der ind imellem gnist i indlevelsen i den saftige hvem-kan-man-stole-på-heksekedel, der gennemsyrer hele filmen.