The Funeral Director (2019)

    En irsk bedemand, uddannet i Chicago, er vendt hjem for at drive sin egen forretning, og han er meget populær.


    BEDEMAND MED BID

    Der er absolut regionale og nationale forskelle på, hvordan vi tager afsked med vores kære. I Irland har de et sæt særlige traditioner, og dem sørger den vellidte bedemand, David McGowan, for at håndhæve.

     

    Balsameringens kunst

    I sine unge dage var han i Chicago for at lære balsameringens kunst. Noget, de også benytter sig af i Irland. Hans ekstra faglige viden kobler han med en indsigt i mennesker og sorgprocesser, der gør ham eftertragtet, når den sidste afsked skal tages.

     

    Portræt af et fag

    Dette timelange irske dokumentariske portræt af et fag, vi ellers "helst ikke taler om", er fuld af tankevækkende perspektiver på livet, døden og i det hele taget menneskers ofte forkvaklede syn på det eneste, vi med sikkerhed ved er uundgåeligt.

     

    Et livskald

    Dokumentaren er ligeså meget et portræt af bedemanden himself, som han nærmest døgnet rundt praktiserer sit livskald. For døden holder jo ikke fri hverken om natten eller om søndagen, så det er med at have mobilen tændt under hovedpuden.

     

    Respektfuld formidling

    Indsigten i faget og de etiske overvejelser bringes levende videre i en enkel og respektfuld formidling, der ganske vist i perioder lider lidt under en unødvendig musikunderlægning, men som hen imod slutningen bliver virkelig rørende, da vi lærer en døende at kende og hermed får et andet forhold til McGowans arbejdsproces.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2019, Irland, Dokumentar, Biografi, 52 min.

    Dansk titel: The Funeral Director
    Instr: Gillian Marsh Prod: Gillian Marsh Klip: Gretta Ohle
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation