Rookie of the Year (1993)

Americana-sødt familiedrama, der udvider fantasien til også at omfatte dét, fantasien ikke rækker til: 12-årige Henry er vild med baseball, han er bare ikke særlig god til det. Men det ændrer sig, efter han har haft armen i gips. Nu er han pludselig udstyret med den vildeste (kaste)arm, der kan kaste med over 100 miles i timen!

Lykken varer ikke evigt

Det er de ikke sene til at opdage på eliteniveau, og snart står den lille gut dér på plænen og imponerer alt og alle. Men som med så mange andre eventyr, varer al lykke ikke evigt, og selv en superarm har sin tid. Men måske har Henry lært noget af oplevelsen her på tærsklen til voksenlivet!

Lykke-love-you

"Rookie of the Year" er ikke på nogen måde hverken årets eller halvfemsernes bedste film, men som familiehygge-projekt evner den alligevel at bringe de små skæve smil frem. Der opstår nemlig situationer, der bryder bare en anelse med det sød(ladne) setup og med vilje bringer lykkelig-love-you lidt ud af kurs.

Den ene og den anden yderlighed

Det kan være et komisk optrin, en replik eller en uventet karakter: Hér er instruktør Daniel Sterns eget bidrag som en af gutterne på det professionelle baseballhold faktisk ikke helt tosset. Skråtyggende, crazy og uhæmmet. I den anden yderlighed, rent typemæssigt, skal Amy Morton fremhæves for sin meget naturlige og udstrålingsstærke præstation som Henrys mor, Mary.

Blankpoleret

Ellers er det ingen skam at kalde filmen for blankpoleret. Det hele kører på skinner, og overraskelserne kan være i en meget lille stram baseball-buksebaglomme. Masser af popsange supplerer Bill Contis i forvejen lirum-larum-prægede underlægning. John Candy optræder ukrediteret som stadiospeaker – en rolle, han virkelig ikke trives ret godt i, og spild af gode kræfter.