The Father (2020)

Prisoverdynget til langt op over begge ører, og – til en vis grænse – berettiget. I hvert fald leverer 83-årige Anthony Hopkins en stjernepræstation i rollen som sig selv: Gamle Anthony (der deler fødselsdato og år med skuespilleren), vil ikke erkende, at hukommelsen og overblikket ikke er, hvad det har været. Han vil ikke have hjælp udefra, og det belaster hans datter, Anne, der føler, hun står alene med at få det til at hænge sammen. 

Et ærligt billede

Langt hen ad vejen er Florian Zellers film et ærligt og troværdigt billede på mental menneskelig forfald. Det, som vi alle frygter i glas og ramme. Men der er noget i gærde. Noget, der skal få filmen ud af kurs... på godt og ondt. For Zeller har tydeligvis en ambition om at fucke med vores hjerner. Vi skal selv vildledes ind i glemsomhedens og demensens tåger, til vi ikke aner, hvad og hvem, der er op og ned.

Farligt fortællerkneb

Dét fortællerkneb er farligt, og "The Father" mister da også en ret så væsentlig del af sin kvalitet ved at søge ud af virkeligheden, også selvom det på en eller anden måde er i forsøget på at bøje verden for indlevelsens skyld. Men foran disse skygger kan man ikke fjerne den enorme effekt af at have giganten Anthony Hopkins som hovedstemningens gestalter.

Samme lejlighed, eller...?

Kammerspillet mellem far og datter står stærkt i samspillet mellem Hopkins og Olivia Colman – langt det meste af filmen foregår i den samme lejlighed (eller gør den?). En uvelkommen, upassende, stemningsmæssigt forfejlet og mærkeligt ætsende musikunderlægning stikker lidt for ofte hovedet frem. Det gælder ikke de sekvenser, hvor Anthonys dyrkelse af klassiske arier indgår som en del af handlingen.