Jelgava 94 (2019)
14-årige Janis prøver grænser af i midthalvfemsernes Letland, mens nationen stadig prøver at finde sig selv.
VAKLENDE HISTORIETIME
Så meget godt på hjerte, men så lidt styr på sammenhængskraft og troværdighed – Janis Abeles filmatisering af navnebroren Janis Jonevs coming of age-roman emmer af fortællelyst, men resultatet er vaklende, stift og temmelig opstillet.
En teenagers fascination
I glimt fænger historien om 14-årige Janis, som han turer den lettiske udkantsby Jelgava tynd i det herrens år 1994 sammen med vennerne. Der eksperimenteres lidt med både røg og våde varer, og en ung kvinde vækker også hans interesse. Samtidig vokser fascinationen af heavy metal og dennes undergrundsverden, der særligt lever i hovedstaden Riga.
Sin egen værste fjende
Men det bliver ved glimtene i en film, der udvikler sig til at blive sin egen værste fjende. For hele herligheden opleves som indstuderet og villet fra reelt første scene. Det gælder også hele produktionsdesignet, der bliver for "nøjagtigt" 90'er-agtigt og dermed utroværdigt.
Præget af stivhed
Den fascinationskraft, der trods alt er tilbage i mødet med teenagerens ups and downs, består i en række fine nærbilleder og stemninger i og omkring den nedslidte by. Skuespillet er præget af de stive, og en ihærdig musikunderlægning kvæler mere, end den booster.
Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2019, Letland, Drama, Teenagere, Coming of Age, Musik, 88 min.
Dansk titel: Jelgava 94- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation