A Lonely Place to Die (2011)

Det starter ellers fortryllende: "A Lonely Place to Die" synes at leve op til sin salgsikre titel med formidable optagelser i de nordskotske bjerge og hæsblæsende klatring fra talrige smukke vinkler. Men filmen trækker snart effektivt sig selv helt ned i dyndet, hvor et forbistret dumt og fantasiløst kidnapningsplot stjæler billedet, bjergene og de gode intentioner.

Mærkeligt kaldende lyd
En gruppe entusiastiske bjergbestigere hygger sig med klatringsmæssige udfordringer i det skotske højland, da de pludselig hører en mærkeligt kaldende lyd mellem bjergene. Lyden viser sig at komme fra et lille ventilationsrør, hvorunder en lille pige i et underjordisk kammer råber desperat på hjælp.

Sammenbidte skurke
Men pigen på slæb kæmper gruppen sig gennem uvejsomt terræn for at søge hjælp, men det skal snart vise sig, at de ikke er alene i bjergene. Et par sammenbidte skurke følger dem med skarpladte guns. En større sum løsepenge er nemlig i vente, hvis pigen kommer tilbage på deres hænder.

Realistiske fald
Filmen har som nævnt sine øjeblikke - i de ca. 20 smukt indledende minutter af bjergtagende skønhed. Og dramaet når sit absolutte højdepunkt i meget realistiske frie fald mod den (næsten) sikre død.

Klichétyngede stereotyper
Herefter lukkes udviklingsmulighederne i historien effektivt, og tåbeligt klichétyngede stereotyper tager over på alle parametre.

Korthuset ramler
Kort sagt ramler korthuset og hermed intensiteten. Væk er al god energi og fascination, og tilbage sidder man med en meget tam og ærgerlig fornemmelse af at være blevet snydt for en potentielt virkelig højspændt thriller.