Axiom (2022)

Med ”Axiom” udforsker instruktør og manusforfatter Jöns Jönsson voksenidentitet, social mobilitet og virkelighedsopfattelse i det enogtyvende århundrede. Det sker gennem den tilsyneladende succesrige Julius, der – uden selv at indse det – er i frit fald.

For godt til at være sandt

For der er noget, der tyder på, at Julius ikke helt er den, han udgiver sig for at være. Det begynder så småt at stå klart, da vi kommer et stykke ind i den ofte ubehageligt nærgående historie. Er alle Julius’ historier ikke bare for gode til at være sande? Da Julius forelsker sig i operasangerinden Marie, får både hun og publikum et foruroligende indblik i, præcis hvor dybt impulsen til at lyve løber.

Knap minimalistisk stil

I sin knappe, minimalistiske stil helt uden underlægningsmusik og ofte i faste indstillinger kommer ”Axiom” hurtigt under huden i en søgen efter grænser. For hvor går grænsen egentlig, når man gerne vil have kæreste, venner og et meningsfuldt job? For Julius er der ingen grænser, og det er dette kalkulerede og egoistiske blackout, der kommer så tæt på, fordi vi også som tilskuere føler os holdt for nar.

Selviscenesættelsen tager overhånd

Situationerne emmer af det både tåkrummende og håndfladesvedte, efterhånden som Julius’ selviscenesættelse tager overhånd. Det er nærgående og sine steder decideret frastødende, og jerngrebet er nådesløst lige indtil den alt andet end udglattende udtoning.

Klaustrofobisk osteklokke

”Axiom” er den Berlin-baserede svenske instruktør Jöns Jönssons anden spillefilm. Han er lykkedes ovenud flot med at lægge en klaustrofobisk osteklokke ned over moderne livsførelse, og skuespillerne formidler det ofte måbende vanvid med fascinerende indlevelse.