Children of the Mist (2021)

    Pigen Di lever i en hverdag, hvor normale teenageproblemer går hånd i hånd med den velbegrundede frygt for at blive kidnappet og tvunget til ægteskab.


    FORANDRING VED VERDENS ENDE

    Nytår er højsæson for kidnapningen af ​​barnebrude blandt Hmong-folket i Sydøstasien. I denne dokumentar føres vi til en landsby højt oppe i de tågede bjerge i det nordlige Vietnam for at få et indblik i denne ældgamle praksis. Filmen følger pigen Di, fra hun er 12 til hun er 14 år gammel og skildrer en hverdag, hvor normale teenageproblemer går hånd i hånd med den velbegrundede frygt for at blive kidnappet og tvunget til ægteskab.

     

    Emmer af fortællelyst

    ”Children of the Mist” er den vietnamesiske instruktør Hà Lệ Diễms første lange dokumentarfilm. Hendes fremgangsmetode vidner om et begær for at opnå den dybest mulige indsigt i sit emne, og portrættet af det absolutte udkants-Vietnam emmer af fortællelyst.

     

    Fokus er på nærbillederne

    Stilen er knap og uden ønske om at smøre lag på fortællingen. Her er ingen svulstige kamerature eller nogen former for efterdramatiseret musik. Fokus er på nærbillederne og portrættet af både en teenager i frit fald og en livsførelse i forandring ved verdens ende.

     

    Et opgør med traditionerne

    Teenageren Di tilhører den første generation i det stærkt traditionsbundne bjergsamfund, der reelt har en mulighed for at bryde ud af de fastlåste og forprogrammerede standarder for, hvad det vil sige at være normal blandt Hmong’er. Men er det muligt for hende at bryde med tvangsægteskabs-traditionen?

     

    Falder ikke for fristelsen

    Selvom dokumentarens ærinde blandt andet er at belyse en betændt og yderst gammeldags omgang med helt unge pigers skæbner, skinner det ikke som en melodramatisk dagsorden, og det klæder i høj grad den omhyggelige fortælling, at den ikke falder for dén fristelse.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2021, Vietnam, Dokumentar, Børn på film, Teenagere, Bjerge på film, 90 min.

    Dansk titel: Children of the Mist
    Instr: Ha Le Diem Prod: Swann Dubus, Phuong Thao Tran Foto: Diam Ha Le Klip: Swann Dubus
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation