Climate Exodus (2020)

At det kniber med klimaet er vist gået op for de fleste med en sund fornuft, men for mange er det farlige og uigenkaldelige stadigvæk en mærkelig størrelse, der “jo ikke rigtig berører mig”. At gøre katastrofen konkret, er hvad denne kompakte, spansk-kenyansk-indiske dokumentar lykkes bedst med.

Fra hus og hjem

Her får vi – endelig – et bedre indblik i, hvordan klimaforandringerne rent faktisk allerede driver (udkants)folk fra hus og hjem: På Saint Martin i Caribien er orkaner og andre former for ekstremt vejr blevet så almindelige, at det ikke længere er sikkert at bo der. I Turkana, Kenya, gør tørken de engang så frodige omgivelser ubeboelige for lokalsamfundet. Og på Ghoramara i Den Bengalske Bugt er en større strøm af flygtninge på vej væk fra den lille ø, der forventes at være under havoverfladen i 2040.

Konkret og tankevækkende

Det er konkret, tankevækkende og relativt simpelt gengivet — uden bevidstløst messende, alvidende fortællerstemme, og snarere på bølgelængde med de impliceredes egne oplevelser. For det gør ondt at måtte forlade sit hjem uden at have nogen andre steder at tage hen. 

Hæver sig over flosklerne

Som klimadokumentar hæver “Climate Exodus” i David Bautes iscenesættelse sig over mange af flosklerne og de ellers normalt så løftede pegefingre og lader billederne tale for sig selv. Fx bygges spændingen effektivt op mod den kommende orkan, der river alt op med rode.

En alvorlig slagside

Men fortællestilen har alligevel en alvorlig slagside: Der skulle “lige” lægges en ordentlig omgang meget alvorlig, basbrummende orgelpunkts-dommedagsmusik på lydsiden, hvilket så pludselig hiver troværdighedstæppet ærgerligt væk under en ellers forfriskende original vinkel på klimaproblematikken.