War Pony (2022)

Som darling på bl.a. filmfestivalen i Cannes, og i det hele taget hyldet for sin oprigtighed og sit mod, burde "War Pony" vel være en indiefilm, der tager emotionel jord med, eller som – om ikke andet – giver stof til eftertanke.?

Bundløst dybt konstrueret

Men mere end noget andet opleves denne to stive timer lange ungdoms /slash coming of age-film som bundløst dybt konstrueret, og det patetiske tager efterhånden episke dimensioner, som filmen langsomt, men sikkert klatrer mod klimaks.

To sideløbende handlinger, der mødes

Vi følger to sideløbende handlinger, der begge udspiller sig i Pine Ridge Reservation i den amerikanske delstat South Dakota. Den ene handling skildrer 23-årige Bill, den anden 12-årige Matho. Bill har allerede skaffet sig to sønner, men mangler penge og ser i øvrigt ikke kæresten.

En bedre hverdag, men...

Matho er trods sin unge alder fast besluttet på at vise sin far, at han er en rigtig mand, og får bl.a. points for at ryge sig skæv foran farmand…. Det er da mandigt! Både Bill og Matho længes efter at skabe en bedre hverdag for sig selv – men i et samfund præget af sociale problemer, racisme og undertrykkelse, er det lettere sagt end gjort.

Omkuldvæltende fortællestil

Masser af potrygning, salg og misbrug af stoffer (og tilsvarende kvinder i form af lidt human trafficking) – og et par forsømte børn: Så har du åbenbart præsteret en festival- og publikumsvinder. Lægger ingen mærke til det dybt konstruerede i manuskriptet og den fatalt omkuldvæltende fortællestil, hvor den vulgært sansevoldtagende underlægningsmusik bare tager til og til og til, til ingen i biografen kan mærke sig selv trække vejret?

Patos, men teknisk pæn

Udenom al denne patos pynter teknikken med den nydelige fotografering i et omhyggeligt produktionsdesign, og der er passabelt spil blandt børn, unge og voksne – men ikke mere.

Hjertetatoveret fattigmand

Også spillet drukner nemlig i tåbeligt skrevne replikker, der som regel mumles uhørligt i en rus af et eller andet rygbart, hvis da ikke det blot er et par flasker rødvin. For vores 23-årige, (identitets-)søgende Bill bliver nemlig – sådan en passant – venner med en lokal rigmand, hvis (seksuet forsømte) kone lærer ham op i vindrikningens glæder: Den skal nydes sip for sip og ikke tylles, som vores stakkels uvidende fattigmand med hjerte-tatoveringen på den ene kind ellers gør i en "mindeværdig" scene.