Pamfir (2022)

    Efter et arbejdsophold i Polen vender ukrainske Leonid tilbage til familien. Men han bliver nødt til at ty til smugling, da hans søn begår en stor fejl.


    SMUGLING SOM KULTURARV

    Den ukrainske instruktør, Dmytro Sukholytkyy-Sobchuk, spillefilmsdebuterer her med et "nyt" perspektiv på det mægtige land mod øst. Et nyt perspektiv, forstået sådan, at folk netop i denne tid i bred almindelighed "forventer" film om krig, når de er produceret i Ukraine. Men “Pamfir” er altså “bare” et blik på et (u)moderne Ukraine – et land og en kultur, som ikke ret mange herhjemme overhovedet kender.

     

    Smugling som kulturarv

    Efter et længere arbejdsophold i Polen vender Leonid tilbage til konen Olena og teenagesønnen Nazar. De skal sammen fejre "Malanka", en traditionel festival med masser af ritualer og farvestrålende masker og kostumer. Familiens lille landsby grænser op til Rumænien og har gennem alle tider været gennemsyret af korruption. Derfor betragtes smugling  nærmest som en del af dens kulturarv. Leonid har også en fortid som smugler, og da Nazar ved et uheld ender i gæld til den lokale mafia, bliver farmand tvunget til at støve sit gamle kodenavn, "Pamfir", af – og udføre et sidste, men yderst farligt job.

     

    Udkants-hverdagsdrama i smukke omgivelser

    "Pamfir" har som film på en måde to ansigter, der gør, at oplevelsen tipper en anelse ud over kanten hen imod slutningen. Afgjort bedst fungerer fortællingen, mens den dels er udkants-hverdagsdrama i smukke bjergomgivelser, dels er en tiltagende spændende krimi, da Leonid og hans tre hjælpere må ty til smugling af cigaretter gennem grænselandets enorme bøgeskove.

     

    Balancen tipper

    Mindre vellykket er den sidste halve times tid, hvor balancen (kun lidt, ganske vist) ryger over i det overskruede, og hvor den ellers alvorstunge slutning opleves som for komisk, snarere end omkuldvæltende. Det bliver farvestrålende, men med for store armbevægelser og i for høj grad en slags parodi på korruption, der falder uden for resten af filmens rolige, enkle og universelt medrivende tone.

     

    Yderst velspillet

    Yderst velspillet af alle implicerede, særligt far (Oleksandr Yatsentyuk) og søn (Stanislav Potiak). Og så er filmen forbilledligt renset for underlægningsmusik, på nær et par ganske tilbagetrukne sekvenser, samt slutteksternes overdrevne poptoner.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2022, Ukraine, Drama, Krimi, Teenagere, Bjerge på film, 100 min.

    Dansk titel: Pamfir
    Instr: Dmytro Sukholytkyy-Sobchuk Prod: Oleksandra Kostina Manus: Dmytro Sukholytkyy-Sobchuk Foto: Mykyta Kuzmenko Klip: Nikodem Chabior
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CAN-N - Golden Camera-nominering