Nanny (2022)

Lykken er en underlig fisk, og den amerikanske drøm uopnåelig. Det sidste er i hvert fald, hvad senegalesiske Aisha må mærke på egen krop og sjæl, da hun tager et job som børnepasser hos et rigt amerikansk par i New York.

Et forvarsel på noget slemt i vente
Planen er at få hendes egen søn dertil, men dagene, ugerne og månederne går. Mens hun intet hører fra sønnen hjemme, bliver Aisha mere og mere urolig og begynder at opleve uhyggelige syner — måske et forvarsel på noget slemt i vente…

Fint og afdæmpet
“Nanny” griber sit åbenlyst kritiske blik på afrikanske kvinder i lavtlønnede jobs meget fint og afdæmpet an. Her lykkes instruktøren flot i at skabe et “dem og os”-billede, der vækker stof til eftertanke.

Ud hvor isen ikke kan bære
Men filmen er andet og langt mere end bare “nanny på glatis”. Vores hårdtarbejdende hverdagsheltinde kommer i den grad helt ud, hvor isen ikke kan bære i takt med, at hun mister forbindelsen til sin søn — og dermed underlaget og verden.

Lidt for mange stemninger og sidehistorier
Mere og mere af hendes hverdag mudres af tågede og skræmmende syner. Nogle af dem vågner hun fra igen — andre ikke. Disse sider af hendes sind og verden er kreative og teknisk set meget troværdige, men de er vanskeligere at flettte ligeså troværdigt ind i handlingen, der vil lidt for mange stemninger og sidehistorier, hvorfor helheden mudres noget. Lyddesignet og den svulstige gysermusik tager overhånd i takt med vanvidets vokseværk, og det skævvrider dette ambitiøse gyserdrama noget.