La ciudad de las fieras (2021)

Med sin betagende rolige og fordybelseslystne fortællestil er "La ciudad de las fieras" umiddelbart et både hyggeligt og dyberestikkende ungdsomdrama fra samtidens Colombia. Men instruktør og manuskriptforfatter Henry Rincon forfalder hen ad vejen til både melo og patos, hvilket desværre i nogen grad forpurrer de ellers rigtig fine takter.

Alene i storbyen

17-årige Tato har netop mistet sin mor og er nu alene i storbyen. Hans far er angivelig også gået bort, og Tato har aldrig kendt ham. Nu turer teenageren rundt i storbyens gader og ryger fede med sine venner – indtil den dag, han får at vide, at han har en bedstefar langt oppe i bjergene. Selvom han til at begynde med ikke bliver vel modtaget af gamlingen, opbygger de to alligevel et varmt venskab, der med lidt held kan træde en ny sti for Tato, når han en dag vender tilbage til storbyens farefulde stress.

Manglende musik... og dog

Et af de store plusser i filmens udtryk er den næsten totale udeladelse af underlægningsmusik. Men dette skal desværre ændre sig hen imod den sidste tredjedel, hvor Henry Rincon lidt desperat forsøger at lukke samtlige af handlingens løse ender. Hermed ryger autenticiteten, og det patetiske overtager.

Vaklende amatørspil

At rollerne er udfyldt af amatørskuespillere fungerer ikke ret godt: Spillet er utroværdigt, vaklende, "oplæsende". Tilbage er den grundlæggende ro i fortællestilen og en serie meget smukke billeder både af storbyen og bedstefarens idylliske landsted.