Kalel, 15 (2019)

Filippinerne oplever netop nu en kedelig tendens: Flere og flere, særligt blandt de helt unge, får HIV, og når først diagnosen er stillet, er risikoen for udelukkelse fra fællesskabet og stigmatisering overhængende. Det er på denne baggrund, historien om 15-årige Kalel fortælles.

Tro, teenagere og kyskhed?

Kalel er i grunden, som teenagere er flest, og han hænger ud med sine tætte venner og klassekammerater på den regelrette katolske skole. Drengene er markant mindre interesseret i tro og kyskhed, end de er i at eksperimentere med sex og stoffer. Og Kalel må betale en høj pris for sine eksperimenter – selvom vi ikke får årsagen til hans HIV-smitte udpenslet, men kun antydet.

En normal hverdag på lånt tid

Så længe, det lykkes Kalel at holde sin sygdom skjult fra alle andre end hans – meget forstokkede, fraskilte og fraværende – forældre, hvoraf hans far er tudsegammel katolsk præst, og moren langt mere interesseret i af løbe hjemmefra med en ny kæreste, kan Kalel fortsætte sin normale hverdag. Men den løse omgang med stoffer kan få ham til at tale over sig... og så kender vi skriften på væggen, både i kirkelig betydning og blandt vennerne.

Lys over tabubelagt mørke

Instruktør og manusforfatter Jun Lana lykkes særdeles overbevisende i sit forehavende med at kaste lys over et tabubelagt mørke i den filippinske samtid. Nærværet og intimiteten i mødet med Kalels lidelser er totalt og samtidig både smertefuldt og smukt – i al sin sort/hvidt æstetiserede elegance.

Detaljemættet teenagehverdag

Teenagerens hverdag er detaljemættet, så det bider fra sig med tydelige tandmærker. Først dyrker kameraet Kalels skønhed, og hvordan han – meget tidstypisk – er optaget af at markedsføre sit ansigt og sin krop på de sociale medier. Senere bliver vi vidner til en lidelseshistorie, der er så smertefuld, at det gør ondt helt ind i sjælens afkroge.

Nådesløs indlevelse

Elijah Canlas' indlevelse i Kalels nådesløse rejse blandt kolde skuldre og had er total, og klaustrofobien i Jun Lanas fortælling får et ekstra nøk, da filmen godt midtvejs pludselig bliver "smallere": Formatet skrænkes ind til 4:3 som et tydeligt (og forbløffende ukrukket) sindbillede på høbløsheden.