Blood on the Moon (1948)

Robert Wises "Blood on the Moon" betragtes i flere sammenhænge som en af de første film noir-westerns: Her er skruet op for charmen og virkningerne i Nicholas Musuracas stilrene sort/hvide fotografering, og den ellers urklassiske genrehistorie får således et kærkomment og livgivende (teknisk) løft.

Løftet over det forventelige

Men det er ikke kun de brede fotografiske linjer blandt smukke bjerge og dale, der løfter denne western lidt over det forventelige. Robert Mitchums portræt af den på én gang charmerende og kompromisløse cowboy, Jim Garry, er præget af en tidløs elegance, der også indgyder troværdighed i forhold til det førsteelsker-potentiale, han skydes i skoene i filmens romantiske interesse.

I den lidt mere fesne ende

Dette er omvendt i historiens mere fesne ende, når Jim falder for – eller er det omvendt – områdets lokale cowgirl, der forstår at svinge en gun, så ingen mandlig konkurrent kan håne hende for manglende evner! Som filmens plakat slående beskrev det med store røde typer på gul baggrund: "A woman's bullet kills as quick as a man's!" Bedre bid er der i Robert Prestons portræt af Jims gamle kammerat, Tate Riling. Her får Mitchum noget modspil, der samtidig har kant og uforudsigelighed.

Dramaet serveret på forhånd

Helt efter den brede samtidsmodel udgør underlægningsmusikken en meget aktivt dikterende hovedrolle: Faktisk får vi dramaet serveret, før vi får det, sådan at forstå, at når en farlig situation venter lige om hjørnet, spidser tonerne til lige sekundet inden.