Zandy's Bride (1974)

I den svenske instruktør Jan Troells kortvarige amerikanske eventyr markerer "Zandy's Bride" sig som den absolut bedste. Fem år senere kom helkikseren Hurricane (1979), som Troell dog i parentes bemærket overtog fra en Roman Polanski med rod i privatlivet.

Gensyn med Ullmann

"Zandy's Bride" er på mange måder formet ud af filosofien bag Troells mesterlige Wilhelm Moberg-filmatiseringer, Utvandrarne / Nybyggarna (1971-72), og i en af de bærende roller får vi tilmed et gensyn med Liv Ullmann. Hun spiller kvinden Hannah Lund, der søger lykken i USA og reflekterer på en kontaktannonce, som Gene Hackmans single-farmer, Zandy Allan, har indrykket i avisen.

Kan ægteskabet reddes?

Men ægteskabet (som de indgår i al hast) kommer ikke godt fra start. Zandy er vrissen – generelt, men også helt konkret over, at Hannah er ældre, end hun har skrevet i annoncen. Det bliver nogle hårde indledende uger og måneder sammen på det meget smukt og isoleret beliggende landsted, især fordi Zandy med magt holder på sin ret til at få nogle sønner! Hannah er dog ikke bleg for at svare igen, og efterhånden bliver Zandy nødt til at afvige fra nogle af sine manerer og forestillinger om kønsroller. Spørgsmålet er, om det er tidsnok til at redde ægteskabet.

Hjemlig svensk filmelegance

Her er det lykkedes Jan Troell at overføre sin hjemlige svenske filmelegance og ro til et amerikansk westerndrama. "Zandy's Bride" er fortalt med et overvældende cinematografisk overskud, hvor stemninger og detaljer står knivskarpe, og hvor lydbilledet er hudløst ærligt og i vid udstrækning helt fritaget for underlægningsmusik.

Knivskarpe detaljer

Troell måtte ellers give køb på selv at stå bag kameraet som cheffotograf, idet kontrakten i det amerikanske krævede en fotograf, der ikke samtidig var instruktøren. Men man må sige, at Troell har fået instrueret den meget dygtige Jordan Cronenweth (Blade Runner (1982), Final Analysis (1992)) i retninger, som den svenske instruktør og fotograf selv bør kunne stå inde for.

Blændende, fuld af indlevelse

Hackman og Ullmann spiller blændende i en fuld indlevelse, og det scenografiske arbejde lagt sammen med de bjergtagende naturomgivelser skaber en omfavnende filmoplevelse, der i vid udstrækning er gået under radaren gennem årene. I mindre roller har blandt andre Eileen Heckart og Harry Dean Stanton fine scener.