Du skal ære din Hustru (1925)

+  PLUS: æstetik | spil | foto | udendørsoptagelser

-MINUS: –

Kan man kalde Carl Th. Dreyers "Du skal ære din Hustru" for tidlig feministisk flair? Ja, reelt. For i sin filmatisering af Svend Rindoms skuespil, "Tyrannens fald", sætter instruktøren kvinden i centrum udenfor offerrollen, og det var ikke det mest almindelige i samtidens hverdag.

Despot af en anden verden

Johannes Meyers finmekanikeer Viktor Frandsen er en despot af en anden verden. Evig og altid finder han noget at beklage sig over: Maden er kold, skoene er ikke sat frem, tøjet skal ikke tørres i stuen. Og igennem lang tid har hans fortravlede, hjemmegående hustru, Ida (og deres børn), fundet sig betingelsesløst i hetzen.

En hård behandling

Men så sker der noget, der vender op og ned på det hele. Hjemmets husbestyrerinde (eller rettere, tidligere barnepige), kaldet Mads, vil – på Idas vegne – ikke længere finde sig i Viktors behandling. Så hun sender Ida hjem med sin gamle mor og spiller hermed Viktor et gedigent pus. Nu må han klare sig selv og til gengæld ligge under for Mads' hårde behandlig. Kan han rette sig, er der måske håb for en romantisk genforening.

Den stumme intensitet

Pakket i Dreyers velkendte detaljeorienterede æstetik er "Du skal ære din Hustru" en light-udgave af det senere mesterværk Jeanne D'Arcs lidelse og død (1928). Sart lyssatte nærbilleder sætter den stumme intensitet i svingninger i en meget letløbende handling, der har et for instruktøren relativt ualmindeligt komisk fundament.

Forfalder ikke til det teatralske

Allerstørst intensitet opstår ud af de (desværre meget få, det lå i tiden) udendørsoptagelser. Men den indendørs kulisse emmer heldigvis også af både autenticitet og fattigliv – i al dens ensidighed. Og så er der skuespillet, der udnytter den stumme kunsts mimik og gestikulation til fulde... uden overhovedet af forfalde til det uklædeligt teatralske.

Naturlig udstråling

Astrid Holms kuede Ida er allerstærkest i sin naturlige udstråling, men også Johannes Meyer stråler som både despot og forelsket. Mathilde Nielsens Mads er dog den, man husker allerbedst – nærbillederne af hendes rynkede ansigt med det strikse blik er som mejslet ud i granit i en af Nielsens allermest mindeværdige præstationer.