Le sang d'un poèt (1932)

Den "orfiske trilogi":

Le sang d'un poèt (1932)

Orphée (1950)

Le testament d'Orphée (1960)

"Digtere. . . udgydte ikke blot deres hjertes røde blod, men også deres sjæles hvide blod". Sådan præsenterer Jean Cocteau blandt andet denne første af tre eksperimentalfilm i den såkaldte "orfiske trilogi". Og vi er bestemt i den eksperimenterende og surrealistiske ende af filmhistorien, når Cocteau byder ind i en drømme- og metaforverden med en ung – og shirtless – digter i hovedrollen.

Alsidig kunstner

Jean Cocteau var en af de mest alsidige kunstnere i førkrigstidens Paris: Digter, romanforfatter, dramatiker, maler og filmskaber – hans mange talenter forenede sig i drømmeagtige film, der den dag i dag begejstrer publikum over hele verden. Og med dette dristige syn på kunst(ner)verdenens potentielle mentale ubalance satte han surrealismen i oprindelige 1930'er-svingninger.

Fantasi- og idérigdom af en anden verden

Æstetikken er præget af en fantasi- og idérigdom af en anden verden, pakket i på mange måder tidløse virkemidler, der på trods af det "ubehjælpsomme" reelt fremstår uden alder i deres på en og samme tid skræmmende og fascinerende elegance. Der er aldrig en afklaring eller forklaring – vi må selv finde de sammenhænge, der muligvis slet ikke er det. Udtryksfuldheden er ligeså markant hos hovedrolleindehaveren Enrique Rivero, som selve filmens æstetik: Blændende formidling i en svær, tyngende og alt andet end enkel historie.