Belfast (2021)

Her går Kenneth Branagh på papiret ned i skala efter en lang og hæderkronet filmografi med overvægt af store (Shakespeare)-dramaer. Ned i skala på dén måde, at han ser tilbage på egen barndom i Belfast i 1960'erne og hermed går ned i knæ og børnehøjde i en – i hvert fald potentielt – "lille" film om de nære ting.

Der går "Shakespeare" i den

Men det står ret tidligt klart, at der går "Shakespeare" også i historien fra dengang. I hvert fald er "Belfast" både teatralsk og konstrueret datid i en uklædeligt glamourøs sort/hvid indpakning og en fortællestil, der reelt fra første scene emmer af smartness i de cirklende og one-take-inspirerede optagelser.

På tærsklen til at blive stor

Drengen Buddy er på tærsklen til at blive stor, og egentlig nyder han bare hverdagen hjemme hos arbejderklasseforældrene i Belfast. Han hygger sig også med bedsteforældrene, der for længst er gået ned i gear i baggårdens skygge. I det hele taget er Buddy den tænksomme og kvikke type, der ikke går af vejen for at gøre sig klog på dette og hint. Men der er en trussel udefra: Gadekampene mellem katolikker og protestanter tager til, og det påvirker familiedynamikken. Men måske er der alligevel mulighed for en konstruktiv udgang?

Glimt af autenticitet

Der er glimt af autenticitet i Branaghs omhyggelige arbejde med at genskabe Belfasts gader, og lyssætningen er egentlig filmens største force, idet den booster det sort/hvide krukkeri med tiltrængt energi. Allerede tidligt i filmen fornemmes den meget determinerede omgang med produktionsdesign og scenografi: Detaljerne skal være på plads i kostumer, gader, stræder og det ydmyge hjem.

Af den overkonstruerede art

Men detaljerigdommen er desværre af den overkonstruerede art, hvor effekterne er placeret, snarere end falder naturligt ind i helheden: "Se, her er en gammel vogn og et forretningsskilt". Lagt oveni den tyngende og meget "smarte" fortællestil, hvor kameraet ofte arbejder i cirkler og med basis i en hektisk ind-og-ud-ad-krigszonen-overdrivelse, fremstår Branaghs selvbiografi mere end noget andet konstrueret.

Det teater-agtige snit

Rollebesætningen er spændende, men også i skuespillet stråler det teater-agtige snit igennem. Replikkerne serveres meget indstuderet, stift og upersonligt, og hovedrolleknægten Jude Hill er – om end sød – mere irriterende end troværdig som kloge-åge-knægten. Ganske enkelt fordi replikkerne "står på spring" igennem iscenesat virkelighed, snarere end kommer indefra.