Mikey and Nicky (1976)

Komikeren og skuespilleren Elaine May spænder vidt – og prisbelønnet – på tværs af kunstarter og genrer. Senere skulle hendes sidste forsøg bag kameraet blive den storfloppende farce Ishtar (1987), men her i 1976 viste hun prøver på et talent af en helt anden kaliber.

Stringent og "autentisk"

May har med "Mikey and Nicky" på mange måder skabt en John Cassavetes-film. Ikke alene har hun John i den ene af hovedrollerne, stilen er også stringent og "autentisk" med fokus på nærhed, skuespillerpræstationer og en lidt improviseret kantslibning.

Præget af paranoia

Cassavetes' Nicky er en forbryder præget af paranoia. Han er på evig flugt og har nu taget ophold på et nedslidt hotel, hvorfra han ringer efter barndomsvennen, Peter Falks Mikey. Men det er svært for Mikey at trænge ind bag skræk-facaden, og det tager tid, før de to overhovedet forlader hotellet.

Hvem kan man stole på?

Senere turer de storbyen tynd igennem natten og havner bl.a. på en bar, i biografen og på den kirkegård, hvor Nickys mor ligger begravet. Men hvem kan reelt stole på hvem? I kulissen er en lejemorder på sporet af dem...

Ensidig, dialogtung højdramatik

Filmoplevelsen er præget af en ensidig, dialogtung højdramatik, der næsten helt savner filmiske ambitioner. Fokus er fuldt og helt på elektriciteten mellem de to mænd, og her er det en stor hjælp, at Cassavetes og Falk spiller med så meget gnist og indlevelse.

Dyrkelse af to skæbner

Intensiteten opstår således ud af nærheden i dyrkelsen af to skæbner, som vi ikke aner hvor er på vej hen. Og samtidig i den knappe stil, der bl.a. helt udelader underlægningsmusik.