Ride the High Country (1962)

    En cowboy hyres til at fragte masser af guld gennem farlige områder, men hen ad vejen viser det sig, at hans partner og gamle ven har lagt en plan om selv at få fingre i værdierne.


    (U)VENSKAB I BJERGENE

    Sam Peckinpah gav her B-western-heltene Joel McCrea og Randolph Scott en vaskeægte A-western at gå på pension på. Og det er nok mere end noget andet denne nostalgi, filmen i dag lever højt på – for selve plottet og eksekveringen af de dramatiske udviklinger sidder langt fra lige i skabet og lider desuden under en tyngende komisk slagside.

     

    Et farligt job i bjergene

    Joel McCreas aldrende eks-soldat Steve Judd takker ja til et farligt job i bjergene: Han skal fragte en større sending guld gennem farligt territorium, og netop derfor engagerer han sin gamle ven, Gil Westrum til at hjælpe sig. De er tre (snart fire) på togt, og turen går gennem bjergtagende smukke landskaber – filmens største force i Lucien Ballards sublime CinemaScope-optagelser.

     

    Rejsen får en ny klang

    Men hen ad vejen viser det sig, at Judds partner og gamle ven har lagt en plan om selv at få fingre i værdierne. Og så får rejsen en helt anden klang. Den var allerede tidligere udfordret, idet trekløveret fik Elsa Knudsen på slæb – en romantic interest, der dog om ikke andet kan klare opvasken i bjergsøerne.

     

    Kvælende musik

    George Bassmans underlægningsmusik er af den gamle, kvælende skole, hvor alle stemninger og små bevægelser skal underbygges af toner. Det emmer af "cirkus" og gør ikke filmoplevelsen nogen tjeneste. Den nævnte komiske slagside i historien bidrager mere end noget andet med usikkerhed.

     

    Markant birolle

    Den sørger i hvert fald for, at rollefigurerne bliver mere uskarpe, og det potentielt betændte drama mere ukonkret. Edgar Buchanan lyser markant op i en lille birolle som den meget fordrukne, men tilsvarende melankolske Judge Tolliver, der bl.a. står for en vielse. 



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1962, USA, Western, Drama, Romantik, Dyr på film, Bjerge på film, 94 min.

    Dansk titel: De red efter guld
    Instr: Sam Peckinpah Prod: Richard E. Lyons Manus: N.B. Stone Jr. Foto: Lucien Ballard Klip: Frank Santillo Mus: George Bassman