Mystery of the Wax Museum (1933)

På trods af den åbenlyst primitive scenografi (her tænkes særligt på studierne) og en let teatralsk spillestil hos flere af hovedrolleindehaverne, opleves "Mystery of the Wax Museum" som en nærmest tidløs lille film, der i hvert fald har sin umiddelbarhed på rette sted.

Slet skjult bitterhed

Der er snart premiere på Londons store voksfigursmuseum i USA, og det er med slet skjult bitterhed, at museets bagmand præsenterer figurerne fra sin kørestol. Tidligt i filmen erfarer vi nemlig, hvordan hans livsværk går op i flammer – og han selv bliver forbrændt til ukendelighed. Alt sammen som følge af urent spil.

Mere mellem himmel og jord

Den energiske journalist Florence – Glenda Farrell i filmens mest smittende naturlige præstation – har netop fået en sidste chance af sin chef: Levér en god historie eller glemt alt om dit job. Historien får Florence, da hun erfarer, at der så abolsut er mere mellem himmel og jord på voksmuseet!

Dialogen lyner

Dialogen lyner filmen igennem, særligt i scenerne med den bramfri journalist, og det medvirker til en levende, frigjort 30'er-filmoplevelse, der ikke hæmmes nævneværdigt af den forventeligt primitive scenografi.

Ikke tungt arketypisk

Kvindefigurerne er i hvert fald ikke tungt arketypiske, hvilket lyser op blandt samtidens portrætter, og i den nærved musikløse kulissefilm står handlingen knivskarpt og egentlig også engagerende, det lidt ubehjælpsomme setup til trods.