Roadgames (1981)

Først og fremmest er det glædeligt at møde en seriemorder-thriller, der tør gribe sagerne lidt alternativt an: "Roadgames" serverer sit bestialske tema med både idé og farverigdom – på en facon, der i hvert fald ikke kan betegnes som 100 % forudsigelig.

Australsk udkants-gys

Men det australske udkants-gys har samtidig problemer med at finde en balance i sit udtalte genre-mix. At humoren er kulsort og ironisk, er vi ikke i tvivl om, der er bare ikke helt bid og vid nok i den måde, den eksekveres (og blandes) på.

Det hårde liv

Stacy Keachs amerikanske lastbilschauffør Pat Quid lever det hårde liv på de australske landeveje. Hans eneste selskab er dingoen Boswell, og det er svært at nå at få søvn nok, når opgaverne står i kø.

En ubehagelig sandhed

De mange timer på landevejene bringer ham efterhånden tættere og tættere på en ubehagelig sandhed. Manden i den grønne varevogn, som han er stødt på flere gange, er muligvis dén seriemorder, der nu efterlyses over radioen.

I seriemorderens søgelys

Efter at have mødt Jamie Lee Curtis' blaffer, Hitch, bliver det hele kun endnu tydeligere – og Hitch kan meget vel være seriemorderens næste offer... Hun er i hvert fald i hans søgelys.

Bringer smilene frem, men...

"Roadgames" bringer smilene frem i mødet med de ofte skævt skrevne og eksekverede replikker og idéer, men det hårrejsende udebliver næsten helt. Dog får vi lidt mere vaulta for de australske dollars hen imod slutningen, hvor en ækel detalje afsløres.

Stacy Keach har filmen for sig selv

Rigelige mængder af Brian Mays Maurice Ravel-fabulerende ("Bolero") underlægningsmusik forstyrrer desværre langt mere, end den gavner. Spillet mellem Keach og Jamie Lee Curtis foregår reelt kun i små ti minutter af handlingen, så Keach har filmen for sig selv – og gør det pænt.