The Lord of the Rings: Return of the King (2003)

Sammenhængende film:
The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (2001)
The Lord of the Rings: The Two Towers (2002)
The Lord of the Rings: The Return of the King (2003)

Sidste - og længste (i den uforkortede udgave fire timer lang) - kapitel i Peter Jacksons moderne fortolkning af J.R.R. Tolkiens populære eventyrromaner sørger for at få lukket løse ender, men er også markant den mest larmende i trilogien.

Lag på lag i 10 timer
Gennem således i alt ca. 10 timer er der lagt lag på lag i skabelsen af alle tiders mest bekostede og succesrige eventyrtriologi, men det er snarere hovedrysten end anerkendende applaus, man sidder tilbage med.

Abstrakt sansebombardement
De vildeste og mest hektiske kampscener, formet af den uskønne kombination af studieoptagelser, blue screens og computeranimation, sætter dagsordenen i det nærmest abstrakte sansebombardement i denne finale.

Masser af kaos
Der er ikke den nødvendige drivende saft over de ultimative kampe og de hårdt optrukne linjer i det sort/hvide plot. Til gengæld er der masser af kaos i en øredøvende larm.
 

Fantasi efterlyses

Igen savner man fantasi. Man regner jo med, at fantasien skulle være herskende i en Tolkien-filmatisering? Men det er den så langt fra. Mantraet er, som i de to andre film i serien, spektakulære overdrivelser.

Ingen intimsfære
Og det er kendetegnende for hele trilogien, at den ikke har nogen intimsfære. Hvor er de hjertegribende følelser, hvor er det menneskelige eller "hobitslige" drama?

En art åndehul
Naturen bidrager ind imellem med en art åndehul i de mest bjergtagende sekvenser af New Zealand: her kan man virkelig mærke, hvor sagnomspunden kulissen i sig selv er. Der bliver ikke tilført ilt til de mange stjerner i rollerne: vel er de pæne og pænt spillede i alle deres flot syede kostumer - men noget tilknytningsforhold til bare en eneste af spillerne opnår man aldrig.