Cat's Eye (1985)

    En omstrejfende grå kat bliver ufrivilligt midtpunkt i tre forskellige aparte historier. Her hjælper ingen kære mor, hverken med eller uden poter.


    SPIDSFINDIG GYSERHUMOR

    Knaldhamrende veltimet og tilsvarende inciterende gyserkomik med manuskript af ingen ringere end Stephen King. Gennem tre historier spiller en grå gadekat en hovedrolle: Den strejfer omkring og bliver uforvarende midtpunkt, mens mennesker omkring den skejer ud i ekstremerne.

     

    Ekstremt rygestopkursus

    I den første historie er James Woods' Dick Morrison havnet i et rygestopkursus, han ikke kunne have forestillet sig magen til. Her gås der til ekstremerne, og Dick overvåges reelt i døgndrift. Falder han i med smøgerne, er der drabelige konsekvenser.

     

    Det er kattens skyld...

    I den anden historie morer Kenneth McMillans samvittighedsløse millionær-gambler Cressner sig med at sende en mand ud på en højhusafsats. Vralter manden ikke hele vejen rundt, vil hans liv blive lagt i ruiner. I den tredje historie er Drew Barrymores Amanda midtpunktet – sammen med katten. Hver nat terroriseres pigeværelset, og forældrene er overbevist om, at det hele er kattens skyld. Men der er andre kræfter på spil...

     

    Højdefeber sat på spidsen

    Alan Silvestris mærkværdigt anmassende-skingre underlægningsmusik havde vi meget gerne været foruden. Men ellers er "Cat's Eye" teknisk ekstremt velproportioneret, og flere gange er spændingen så sitrende intens, at vi alle tvinges op i lysekronerne af begejstring. Særligt når højdefeberen sætter ind i den midterste historie, der også er filmens bedste... komplet med en yderst livsfarlig due!

     

    Emmer af begrjstring

    Skuespillet emmer af begejstring for Kings spidsfindige historier. Bedst er Kenneth McMillans åleglatte portræt af rigmanden Cressy, men også James Woods er dygtig til at male rygetrangen op i et hjørne. Og Drew Barrymore har en af sine rigtig fine barneroller.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1985, USA, Thriller, Gyser, Fantasi, Komedie, Børn på film, Dyr på film, 94 min.

    Dansk titel: Cat's Eye
    Instr: Lewis Teague Prod: Dino De Laurentiis, Martha De Laurentiis Manus: Stephen King Foto: Jack Cardiff Klip: Scott Conrad Mus: Alan Silvestri