The Naked City (1948)

    En kvinde findes myrdet i New York, og politiet er på sagen. Men der er mere mellem himmel og jord, og efterforskningen trækker ud.


    NEW YORK, NEW YORK...

    Med sin knaldlækre sort/hvide storbyæstetik er "The Naked City" på mange måder alle New York-films moder, især i 1940'ernes film noir-regi. Jules Dassin serverer således en (glimtvis) visuel lækkerbisken, der omvendt er særdeles gumpetung og decideret langtrukken, når handlingen rykker indendørs – hvilket den gør ca. 75 % af tiden.

     

    En betændt sag

    Chefdrabsbetjenten Dan Muldoon kommer på en betændt sag: En ung kvinde findes myrdet i en lejlighed, og nu skal alle sten vendes i opklaringsarbejdet. Men der er mere mellem himmel og jord, og efterforskningen trækker ud. Hvem er gerningsmanden? Svaret blafrer i vinden til det sidste.

     

    Messende fortællerstemme

    Mark Hellingers nærved messende fortællerstemme er meget dominerende gennem hele filmen. Det går an i det ultralækre anslag, hvor New York præsenteres fra oven, men herefter står stemmeføringen mere end noget andet som sindbilledet på filmens slagside – det lidt tørre, kedelige og opstillede, (der i øvrigt er tvunget i knæ af Miklós Rózsas teatralske musik.)

     

    Ikke meget naturlig saft

    Den i samtiden højt skattede karakterskuespiller Barry Fitzgerald udgør ikke nogen troværdig chefdrabsbetjent, og der er desværre heller ikke meget naturlig saft i birollegalleriet. "The Naked City" er og bliver en visuel perle, men heller ikke ret meget mere.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1948, USA, Krimi, Drama, 96 min.

    Dansk titel: Den nøgne by
    Instr: Jules Dassin Prod: Mark Hellinger Manus: Albert Maltz, Malvin Wald Foto: William H. Daniels Klip: Paul Weatherwax Mus: Miklós Rózsa