The Toy (1982)
En sort mand, desperat efter at finde arbejde, bliver ved et tilfælde et stykke levende legetøj for en møgforkælet rigmandsdreng.
FINE KOMISKE TAKTER
Denne Richard Donner-komedie er i vid udstrækning blevet buh'et i knæ blandt kritikere, og det er lidt misvisende, i det der faktisk er tale om en ganske habil 80'er-komedie. Nuvel, det er ikke svært at få øje på mangler og slagsider ved "The Toy" – men nogen dårlig komedie er den ikke.
Outreret forkælet
Richard Pryor er i fin form som den arbejdssøgende Jack Brown – så desperat er han, at han ikke går af vejen for at blive den nye rengøringskone(!) i en rigmands firma. Det bringer ham uforvarende i forbindelse med rigmandens søn, den outreret forkælede Eric.
At knytte bånd til farmand...
Eric ser sig varm på Jacks humor og udser sig ham som sin nye husklovn og legetøj. Ikke noget Jack er vild med, men pengene sidder omvendt løst på drengens farmand, der til gengæld har svært ved at knytte bånd til sønnike, der i dén grad trænger til en faderfigur... Den har vi set før!
Ingen store overraskelser
Resten ligger lige til Hollywood-højreskøjten, og ikke meget kommer som store overraskelser. Det gør til gengæld den komiske tæft, der i de fleste scener er behageligt afdæmpet, og det fine og ofte nuancerede spil i ellers grundlæggende vattet skrevne roller.
Intet hysterisk overspil
Væk er det hysteriske overspil, som Pryor ellers forfaldt til i andre samtidige komedieroller. Scott Schwartz er tilpas pain in the ass-agtig som den forkælede møgunge, ligesom Jackie Gleason gør en rigtig fin figur som faren, rigmanden U.S. Bates.
Masser af kæk musik
Masser af kæk underlægningsmusik assisteret af tilsvarende rigelige mængder 80'er-popsange sørger for "den rette stemning" filmen igennem. Der skulle jo nødig herske tvivl om dagsordenen.
Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1982, USA, Komedie, Børn på film, 102 min.
Dansk titel: The Toy- Richard Pryor (Jack Brown)
- Scott Schwartz (Eric Bates)
- Jackie Gleason (U.S. Bates)
- Ned Beatty (Mr. Morehouse)
- Teresa Ganzel (Fancy Bates)
- Wilfrid Hyde-White (Barkley)
- Tony King (Clifford)
- Tony Burton (Stanley)
- Louis Herthum (Man in Box)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation