Westfront 1918: Vier von der Infanterie (1930)

    En gruppe tyske soldater kæmper hen imod slutningen af 1. verdenskrig i skyttegravene i Frankrig.


    (NERVE)KRIGENS AUTENTICITET

    Blandt Georg Wilhelm Pabsts tidligste tonefilm finder vi denne 1. verdenskrigsperle, der skildrer en gruppe tyske soldaters hverdag i skyttegravene henimod slutningen af 1. verdenskrig. Soldaterlivet under de nærved umenneskelige forhold er ikke nødvendigvis kun en plage. Filmen indrammer nemlig også, at mændene rent faktisk glæder sig til at vende tilbage til fronten, når de har været hjemme på orlov.

     

    Den iskolde skulder

    Det bliver for alvor tydeligt, da soldaten Karl mister humøret på sin korte orlov. Han finder straks sin kone i færd med en (i vore dage yderst uskyldig) flirt med en anden mand. Herfra er der kun en vej for Karl – den iskolde skulder... og han glæder sig i dén grad til at vendet tilbage til gutterne.

     

    Stilen er knap

    Størstedelen af Pabsts krigsepos udspiller sig i skyttegravene og på de ørkenagtige sletter, hvor kampene foregår. Stilen er knap, ærlig og fuld af nerve, og portrættet af 1. verdenskrig forekommer meget tæt på virkeligheden, selvom dette selvfølgelig altid vil være den uindviedes sandhed med modifikationer.

     

    Dyb indlevelse i krigens gru

    Her er ingen underlægningsmusik til at stjæle de enkle, men samtidig lækkert æstetiserede billeder, og skuespillet er indrammet af dyb indlevelse i krigens gru og sammenhold. Vi er meget langt fra det teatralske i kernestemningen, men nogle situationer i skuespillet bærer forståeligt nok stadig præg af den stumme kunsts fagter – her i talefilmens gennembrudsår.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1930, Tyskland, Krigsdrama, Krig, Drama, 93 min.

    Dansk titel: Vestfronten 1918
    Instr: Georg Wilhelm Pabst Manus: Ladislaus Vajda Baseret på: roman af Ernst Johannsen Foto: Charles Métain, Fritz Arno Wagner
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation