Armed and Dangerous (1986)

    En ekspolitimand og en falleret advokat bliver sammen sikkerhedsvagter og havner i centrum af en korrupt fagforening.


    FARCE-FIS

    Selv om der er lang vej til John Candys bedste komiske niveau, er det alligevel ham, der redder "Armed and Dangerous" over målstregen. Med sin fænomenale timing og improviserede gestikulation løfter han farce-løjerne et par niveauer over det helt stygge.

     

    Et umage par

    Candys politimand Frank Dooley fyres for en ugerning, han ikke har begået. Samtidig tvinges Eugene Levys uduelige advokat Norman Kane til at finde nye græsgange. D'herrer mødes på et bøvset lynkursus, der skal gøre dem til sikkerhedsvagter på nærmest en dag. I de nye uniformer får det umage par straks spændende udfordringer, især da de erfarer, at deres fagforening er gennemkorrupt og ikke viger tilbage for slemme ugerninger.

     

    Delikat storbyportræt

    Plottet er tumpedumt og under gulvbrædderne. Alligevel frister en interessant casting i de små og store (skurke)-biroller – og det tekniske niveau er ganske habilt med et delikat storbyportræt, med alt hvad det indebærer af bl.a. kunstvandede gader for at få det rette genskær i kameralinsen.

     

    Sidder bestemt ikke lige i skabet

    At matche Candy og Levy som et komisk par sidder bestemt ikke lige i skabet, men parringen har alligevel sine små finurlige glimt. Farcen er helt som forventet tvunget fuldstændig i knæ af ekstremt udspartlende underlægningsmusik og oceaner af 80'er-popsange.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024