Moneyboys (2021)
Den unge mand Fei har opgivet det landlige Kina til fordel for en tilværelse i storbyen. Her har han mulighed for at udleve sin seksualitet og dens skyggesider.
SENSUEL, MARKANT DEBUT
Sensuel, sanselig og markant spillefilmsdebut af C.B. Yi. “Moneyboys” fortæller en på én gang fortættet og melankolsk historie om homofili, prostitution og skam i et moderne Kina. Udgangspunktet i fortællingen er den unge Fei, der har opgivet det landlige Kina til fordel for en tilværelse i storbyen.
Seksualiteten udleves
Her har han mulighed for at udleve sin seksualitet og dens skyggesider – Fei lever af at sælge sin krop. Det giver rigtig mange penge, men også følelsen af skam, og hans familie accepterer på ingen måde hans livsstil… kun hans mange penge, som de jævnligt får del af.
Flot, farverig og gennemæstetiseret
Flot, farverig og gennemæstetiseret fotografering med fokus på ro i billedet giver det flamboyante og dekadente hovedtema en beundringsværdig ballast. I det hele taget er filmen præget af en indsigt i miljø og situation, der i store træk gælder i Asien, såvel som i hele verden: Alle de store følelser (eller mangel på samme) i en verden præget af overflade, skam, frygt, penge og utæmmeligt begær.
Forfalder til det patetiske
”Moneyboys” forfalder periodisk til det lidt for patetiske: Stemninger, situationer og typegalleri spændes til buens bristepunkt, ledsaget af rigelige mængder musik – hvor antydningens kunst kunne have fungeret meget stærkere. Samtidig går der mere og mere ”problematiserende snakkeklub” og stilstand i handlingen. Men det er ikke nok til at ødelægge en generelt elegant og tankevækkende debutfilm.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2021, Taiwan, Drama, Homoseksuelt tema, 120 min.
Dansk titel: Moneyboys- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- CAN-N - Un certain regard-nominering
- CAN-N - Queer Palm-nominering
- CAN-N - Golden Camera-nominering